Skip to main content

Knap 800 elever løber skolesæsonen i gang

| Nyheder 2017


Med foråret begynder også sæsonen for skolestævner, der i dag blev skudt i gang med et brag i Hillerød. Ved Naturløbet var 780 elever ude og finde poster i forårsgrønne Selskov, lige ved Hillerød Stadion. FIF Hillerød Orientering lavede igen i år et flot stævne, med glade elever og lærere til følge.

Næste punkt i skolestævnekalenderen er Skolernes Find vej Dag, der har de første arrangementer d. 17. maj i hhv. Roskilde og Jelling. Dernæst kommer turen d. 19. maj til Frederiksberg og Aabenraa, og det hele sluttes af på World Orienteering Day d. 24. maj, hvor Jelling igen, samt Næstved inviterer skolerne ud i skoven.

Orienteringsverdenens store dag, World Orienteering Day, er altså i år d. 24. maj. Sidste år var mere end 250.000 mennesker ud og dyrke orientering på World Orienteering Day, og i år er der sat et ambitiøst mål på flere end 500.000. I Danmark afholdes der også flere arrangementer denne dag, men har din klub et arrangement på denne dag, så meld det til World Orienteering Day og vær en del af de 500.000, der forhåbentlig kommer ud denne dag.

Læs mere på http://worldorienteeringday.com/


Foto: Anders Bachhausen

Naturløbet og Skolernes Find vej Dag arrangeres af klubber under Dansk Orienterings-Forbund i samarbejde med Aktiv Året Rundt, og er støttet af Nordea-fonden.