Naturløbene fik en flot start på året med mere end 400 elever i Roskilde
I høj sol og sommervejr bød OK Roskilde 425 engagerede elever på det efterhånden traditionsrige Naturløb, i år i Roskilde Ring parken.
Efter en kort fælles instruktion kunne de første klasser starte klokken 09:00, hvor nogle gav sig i kast med mangepostløbet og andre med den populære sprintbane. Man skulle ikke stå i vejen for eleverne, når starten gik på mangepostløbet og hele klassen løb af sted på samme tid for at finde de 20 poster, der var stillet ud i parken.
Samtidigt var Naturløbet en del af World Orienteering Day, der med mere end 2000 arrangementer verden over håbes at samle mere end 250.000 deltagere i alt. I Roskilde deltog 425 elever fordelt på 20 klasser fra 8 forskellige skoler.
Der er planlagt 10 yderligere Naturløb fra maj til oktober.
Naturløbene arrangeres af lokale orienteringsklubber i samarbejde med Aktiv Året Rundt og Dansk Orienterings-Forbund og støttes af Nordea-fonden.