Skip to main content

Så er EM MTBO i gang

| Administrator | Nyheder 2015

Guld og Bronze i Mastersklasserne

Det danske landshold blev i går samlet i Portugal til EM i MTBO, og der kan berettes om høj sol, skyfri himmel og op mod 30 grader, alt i alt flot vejr, men for os danskere meget varmt, ikke mindst når man skal køre konkurrence.

Dagen stod på Mix-stafet, en relativ ny disciplin, som for første gang har officiel status til et mesterskab i senior-rækken. For U17, Junior og Master er den nu introduceret og kan forventes i fremtiden at være en fast del af programmet.

I mix-stafet skal de 2 ryttere køre 2 ture hver, og i år var der 2 passager af publikumsposten, så der var en hel del liv på stævnepladsen.

Hos Seniorerne bestod det danske hold af sidste års uofficielle bronzemedaljører, Rasmus og Camilla Søgaard, Tvillingerne havde før start i dialog med landstræner Lasse besluttet at der skulle køres smart og ikke tages chancer.

Camilla starter ud, men mister allerede på de første poster meget tid, men kører dog efter første passage af publikumsposten et relativt fornuftigt løb og får skiftet til Rasmus. Rasmus kører godt fra start, men kører til alles fortvivlelse lige forbi publikumsposten første gang uden at klippe den, og så må vi indse at det løb er overstået. Rasmus laver kun en enkelt lille fejl på 2. turen og 4. turen, mens Camilla på 3. turen kører et fejlfrit løb, hvilket bestemt er noget hun skal tage med videre.

I U17, havde vi Christine Reibert Hansen på 1. og 3. tur, mens Thomas Steinthal kørte 2. og 4. tur. Begge ryttere kørte ganske fornuftige løb på de første 3 ture, men desværre fik Thomas defekt kort tid efter start på 4. tur. Han vurderede at der var for langt at løbe rundt og U17 holdet debuterede derfor desværre med en ”ej gennemført” til årets første mesterskabskonkurrence.

I Masters siden viste de 2 erfarende rotter Nina og Bjarne Hoffmann, at orientering er vigtigt og tog en stærk sejr i Mix-80 klassen, med deres ”kloge ugle” taktik. Katja Brunstedt og Peter Reibert blev nr. 5. Tove Andersen og Jes Steen, viste også fin stil med en 3. plads i Mix-100 klassen, hvor Charlotte Bergmann og Troels Bent Hansen kørte ind til en 4. plads, Charlotte mistede dog en del tid på 1. tur, grundet en punktering.

Eftermiddagen er efterfølgende blevet brugt på afslapning ved poolen og indtag af væske.

I morgen står den på sprint, dette i byen Penha Garcia, her må det forventes at rytterne udfordres af en typisk sydeuropæisk landsby, med små sjove brostensveje, samt masser af stigning da byen er beliggende på en skråning.

http://mtbo15.fpo.pt/index.php/en/