Skip to main content

Dialogmøde om ungdomstræning på Nordsjælland

| Administrator | Nyheder 2015

Landsholdsledelsen ønsker at komme i dialog med Nordsjællandske klubtrænere for ungdoms- og juniorløbere

Elitearbejdet i DOF har fokus på stærke træningsmiljøer. Løberne indgår idag i flere træningsmiljøer, lige fra klubniveau, over TC'erne, til landsholdene. Deltagelse i flere miljøer er i udgangspunktet godt og ikke i modsætning til hinanden. For landsholdene er det vigtigt at de bedste løbere også er synlige i deres klubber, det kan være med til at inspirere flere til at træne målrettet.

Igennem en længere periode har både ungdoms- og juniorløbere, samt klub- og landsholdstrænere oplevet udfordringer med at prioritere imellem de mange træningstilbud og muligheder løberne har i deres hverdag. Her tænkes både på klubtræning, TC træning, eliteklassen på Byskolen i Hillerød, samt træningsplaner fra ungdoms- og juniorlandstrænere. Dette er selvfølgelig uheldigt og stiller de unge i et unødvendigt dilemma. DOFs landstrænerteam vil derfor gerne invitere til et dialogmøde med alle interesserede klubtrænere og ledere. Målet med mødet er at få afklaret de udfordringer parterne oplever, og komme et skridt nærmere en løsning på udfordringerne. Vi er overbeviste om at det er muligt at få enderne til at mødes.

På mødet vil der også blive orienteret om de foreløbige planer for et kommende Juniortalentcenter Hillerød. Hillerød kommune er interesserede i at støtte talentudviklingen på Nordsjælland, bl.a. ved at facilitere bedre rammer for træning af talenter i forbindelse med gymnasiale uddannelse. DOFs landshold ser dette som en oplagt mulighed for både at styrke talentudviklingen reginalt på Nordsjælland, samt skabe en rød tråd i det langsigtede elitearbejde i DOF. De foreløbige tanker bygger på erfaringer fra elitecenteret i Aarhus, men vil sættes ind i de rammer der findes i og omkring Hillerød. DOFs landshold ser et stærkt juniortalentcenter i Hillerød, hvor regionens talentfulde løbere træner sammen på daglig basis, som en god mulighed for at fastholde et stærkt talentudviklingsmiljø på Nordsjælland, og samtidig være et godt fundament for deres videre udvikling på Elitecenteret i Aarhus.

Dagsordenen for mødet er:
1. Velkomst v/Landstræner Lars Lindstrøm
2. Ordet er frit
3. Orientering om planer for et kommende Juniortalentcenter Hillerød
4. Evt.

Dialogmødet foregår d. 21. maj kl. 19-21 i FIF Hillerøds klubhus, Ødamsvej 36, 3400 Hillerød.
Fra DOF deltager Landstræner Lars Lindstrøm, Juniorlandstræner Jeppe Ruud, U16 træner Anders Bachhausen og U16 træner Jesper Stamp.

Trænere og ledere der ønsker at deltage, bedes tilkendegive deres deltagelse på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

På vegne af DOFs landstrænere
Lars Lindstrøm
Landstræner