Magtdemonstration af de danske sprintstjerner
I såvel dame- som herreklassen levede de danske forhåndsfavoritter op til alle forventninger.
Første løb i årets Danish Spring – sprinten blev afviklet i Allerød. Allerød OK’s Erik Sørensen havde lagt nogle intensive baner med mange poster – og dermed rigtig mange retningsskift. Der var ikke de store komplekse vejvalgsudfordringer, men intensiteten på banen gjorde, at man hele tiden skulle være skarp på orienteringen – og at man hele tiden skulle presse på for at holde tempoet oppe.
Sikker sejr til Maja Alm
Dette mestrede Maja Alm til perfektion. Hun vandt en knusende sikker sejr med hele 29 sekunders marginal til russiske Galina Vinogradova. Maja løb et teknisk fint løb med nogle enkelte små fejl – men det var især på sidste halvdel af banen hun trak fra, hvor hun bare havde et ekstra gear i forhold til de andre.
Der var mere at glæde sig over end Majas sejr set med danske briller. Førsteårs senior Cecilie Klysner løb en rigtig flot tredjeplads i hus. Cecilie lå helt lige med Maja på den første halvdel af banen – og det var først med en fantastisk afslutning til sidsteposten, at Vinogradova fik presset sig forbi Cecilie. Et resultat Cecilie var rigtig godt tilfreds med. Efter en god vinters træning havde hun glædet sig til at få en indikation på, om formen er, hvor den skal være. Og det er den altså.
Også Nikoline Klysner løb rigtig flot. Trods et 20 sekunders bom til sidst på banen sluttede hun som nr. 5 et halvt minut efter sin søster. Nikoline tager ellers en pause fra sin elitesatsning – men det har ikke forhindret formen i stadig at være rigtig god. Ane Linde viste også fin form og sluttede som nr. 8.
Opvisning af Søren Bobach
Søren Bobach har været helt urørlig i år – og i dag var ingen undtagelse. Med et stort set fejlfrit løb sikrede han sig en meget sikker sejr – 20 sekunder foran det New Zealandske stortalent Tim Robertson. Blot fem sekunder efter Robertson fulgte en rigtig positiv overraskelse. Trods lettere jetlag efter en længere flyvetur til Danmark fra Australien i går var det første års senior Thor Nørskov, der viste at han er klar til at bide skeer med de store. Inden løbet havde Thor eller proklameret, at sprinten nok mest skulle bruges til at vække benene til live efter den lange flyvetur. De er vågne nu. Det bliver spændende at se hvad Thor kan gøre på skovdistancerne lørdag og søndag.
Også Tue Lassen, Andreas Boesen og Jonas Munthe løb sig i top 10 som nr. henholdsvis 4, 7 og 9.
Danske sejre i juniorklasserne også
Juniorerne ville ikke stå tilbage for seniorerne – så også her blev det dansk sejr hos både pigerne og drengene.
Hos pigerne vandt sidste weekends danske natmester Josefine Lind med en marginal på 15 sekunder foran Caroline Gjøtterup. Caroline Finderup blev tredje bedste dansker på en flot fjerdeplads.
Hos drengene vandt Emil Øbro en snæver sejr blot seks sekunder foran svenske Anton Nilsson. Simon Thrane blev som næstbedste dansker nr. 4.
Resultater
Herre elite:
1.\tSøren Bobach, OK Pan Aarhus, 15:02
2.\tTim Robertson (NZ), Hutt Valley, 15:22
3.\tThor Nørskov, OK Øst, 15:27
Dame elite:
1.\tMaja Alm, OK HTF, 13:47
2.\tGalina Vinogradova (RUS), Alfta Osa OK, 14:16
3.\tCecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød, 14:22
Herre junior elite
1.\tEmil Øbro, Tisvilde Hegn OK, 16:35
2.\tAnton Nilsson (SWE), OK Tranan, 16:41
3.\tTopias Ahola (FIN), Navi, 16:59
Dame junior elite
1.\tJosefine Lind, OK Gorm, 15:18
2.\tCaroline Gjøtterup, Faaborg OK, 15:33
3.\tDorothea Müller (GER), Tyskland, 15:49
Du kan genopleve trackingen og se resultater (når de er klar) på arrangørernes hjemmeside.
http://www.danishspring.dk/