Årets første ranglisteløb til Danish Spring
Årets ranglisgteløb blive kickstartet til Danish Spring
Årets danske rangliste bliver i weekenden sparket i gang med den klassiske forårsbebuder Danish Spring. Hen over weekenden skal de danske verdensstjerner kæmpe på såvel sprint som mellemdistance og langdistance i henholdsvis Allerøds gader og Store Dyrehave. Da løbene samtidig er verdensranglisteløb bliver de danske stjerner vanen tro flankeret af en række internationale navne.
I dameklassen er det nok primært den tredobbelte VM-medaljør fra 2014 Maja Alm, HTF, og den dobbelt VM-medaljør Ida Bobach, OK Pan Aarhus vi kan pinne de danske forhåbninger op på. Men de får skarp konkurrence af flere rigtig stærke udenlandske navne, med VM-bronzemedaljøren på langdistancen i 2013 svenske Lena Eliasson i spidsen. Der er desværre afbud fra sidste weekends danske mester i natorientering Emma Klingenberg, Faaborg OK, der ellers er i rigtig god form.
Hos herrerne er konkurrencen endnu stærkere. Sprintverdensmesteren Søren Bobach fra OK Pan Aarhus må efter en forrygende start på sæsonen med sejre til Nordjysk 2-dages og DM-nat nok bære favoritværdigheden på sine skuldre. Men det bliver også spændende at se om Tue Lassen er kommet et skridt tættere på storformen, og hvordan unge Thor Nørskov er i form efter en længere rejse til Australien.
Af andre stærke danske navne kan jeg nævne Rasmus Djurhuus, der er kommet rigtig godt igennem vinterens træning, Andreas Boesen der viste stor styrke til DM-nat og så er Rune Olsen altid et spændende navn, når der skal løbes stærkt i Nordsjælland.
Af udenlandske udfordrere skal de danske løbere nok især passe på russiske Dmitry Tsvetkov, der har to VM-stafet guld, to VM-stafet sølv og et euromesterskab på den lange distance på sin merit liste. Også verdensmesteren på mellemdistancen fra 2010 norske Carl Godager Kaas plejer at være god for en flot sæsonåbning.
Mit bedste bud er dog, at vi får en dansk vinder i såvel dame som herreklassen.
Weekendens program er:
Sprint i Allerød fredag
Mellemdistance i St. Dyrehave lørdag
Langdistance i St. Dyrehave søndag
Hvis du ikke selv kan komme i skoven, kan du følge live trackingen via løbets hjemmeside.
http://www.danishspring.dk/da/