Landsholdene træner i syden
Februar er traditionelt tidspunktet for at landsholdene rejser sydpå for at træne i bedre vejr. Og således også i år, hvor den traditionelle Sydsamling afholdes i Barbate i spanske Andalusien ikke langt fra Gibraltar. I år er seniorernes træningslejr hele to uger lang, mens juniorlandsholdsløberne havde en uges træning i det spanske før de rejste hjem lørdag.
For seniorerne er det en nyskabelse at forsøge sig med en længere træningslejr, hvor træningen er opdelt i mindre enheder á tre dage, hvor der i hver cyklus er to dage med orienteringsteknisk træning og en dag med fokus på fysisk træning. herved afprøves måder at bryde mønsteret, så man får størst muligt udbytte af den længere træningslejr. Erfaringerne skal bruges til juli, hvor der op til VM i Skotland atter er planlagt en længere træningslejr for VM-holdet på hele tre uger.
Når disse linjer skrives, er juniorerne netop rejst hjem efter en uge med stort fokus på den o-tekniske træning, mens seniorerne tager yderligere tre dage før de også vender hjem til den grønne danske vinter. Indkvarteringen har ligget bekvemt ved Middelhavskysten og klos op ad det superfine o-terræn Parque Natural La Brena y Marismas del Barbate med detaljeret kurvebillede i sandklitterne. Lidt længere væk rejser bjergene sig med fine muligheder for langture.
”Det har været en fin kombination af den tekniske og fysiske træning” fortæller landstræner Lars Lindstrøm fra træningslejren. ”Den ekstra tid hernede giver løberne større ro og bedre muligheder for både at træne hårdere og restituere bedre end hjemme i en stresset hverdag”
Onsdag vender seniorlandsholdsløberne også hjem til de fortsatte forberedelser til sæsonen, der starter med Danish Spring sidst i marts, hvorefter landsholdsløberne drager på VM-træningslejr i Skotland.