Bobach & Bobach igenigen
Men verdensmesteren måtte kæmpe hårdt for sejren
Næstsidste afdeling af de danske ranglister blev i dag - lørdag - afviklet på bedste vis af Ballerup OK. Fra den fine stævneplads ved Ballerup Centeret var der godt udsyn til verdensstjernerne, da de passerede stævnepladsen.
I seniorernes TRIMTEX Cup hvilede favoritværdigheden på World Cup vinderen fra Schweiz for en måned siden, Ida Bobach. Og Ida skuffede ikke i en tid, der var klart hurtigere end de mere lokale konkurrenter, Masha Semak og Lea Reime – begge fra Farum OK. ”Jeg har løbet et godt og kontrolleret løb, hvor jeg specielt ved passager nær jernbanen var omhyggelig med at finde de rigtige vejvalg” fortalte Ida i mål. Og det gav bonus. Flere af konkurrenterne overså de hurtigste vejvalg på Annette Bondes drilske baner og kom derfor til at løbe længere end nødvendigt. På spørgsmålet om vi skal til at se mere til Ida på sprintdistancen, kunne Ida smilende fortælle, at det givetvis også i fremtiden primært vil være skovdistancerne, hun vil satse på. Da Ida til i dag kun har løbet 5 ranglisteløb, kommer hun ikke i spil til den samlede sejr, som Maja Alm, OK HRF Haderslev ligger til at tage uanset om hun er nået at blive frisk efter sygdom og når at blive klar til at stille op ved Jættemilen i morgen.
I herreklassen blev opgøret langt mere spændende. Både Søren Bobach og Andreas Hougaard Boesen løb rigtigt gode løb. På en dag, hvor OK Roskilde vandt to medaljer ved WMOC (Se anden nyhed om dette), havde det været fantastisk, om Andreas også havde trukket det længste strå. Men til sidst skilte 6 sekunder i Sørens favør. Verdensmesteren var efter målgang ikke sen til at give sin yngre konkurrent fuld credit: ”Jeg har løbet et godt løb, men Andreas er i god form og kommer hele tiden tættere på. Han skal bare fortsætte i det gode spor, så skal han nok komme helt op.” En anden forhåndsfavorit, Tue Lassen, Faaborg OK, havde et større bom og holdt i dag ikke samme tempo som konkurrenterne og endte på en 5. plads. Med 6 sejre har Søren maximumpoint i TRIMTEX Cup før finalen i morgen og det skal gå meget galt for formstærke Søren, hvis han ikke i morgen skal afrunde en fantastisk sæson med sejren i ranglisten.
I herrejunior leverede Emil Øbro en ny flot præstation, hvor han med højt tempo sikrede sig sejren med et antal vejvalg, der var anderledes end Magnus Dewett, der startede et minut før og sluttede 20 sekunder langsommere end Emil. På tredjepladsen leverede Jonas Falck Weber en ny flot præstation. I Løberen League har Thor Nørskov 7 sejre, men da den samlede sejr vindes af den, der har flest point i de 6 bedste løb af de 11 første plus finalen, kan Emil i morgen passere Thor, der tilbringer vinterhalvåret i Australien.
I damejunior løb alle tre præmievindere hurtigere end andenplads-indehaveren i seniorklassen og specielt imponerede Miri Thrane Ødum ved at være blot 18 sekunder langsommere end Ida Bobach, der jo vandt seniorklassen suverænt. Med andenpladsen løb Nikoline F. Klysner sig op på andenpladsen i Løberen League, mens tredjepladsindehaveren, Amanda Falck Weber nu ligger nr. 4. I klassen lægges op til et sandt drama ved Jættemilen. Førende Cecilie F. Klysner er i Australien og har derfor samme problem som Thor Nørskov. Men Nikoline er blot to point foran Miri Thrane Ødum, så i morgen vil det efter al sandsynlighed være således, at den af de to, der kommer først over målstregen, bliver vinder Løberen League og det rare gavekort på 2.300 kroner.
Trackingen fra løbet er tilgængelig på www.tractrac.com/events.
Søndag afholdes Jættemilen i Tisvilde Hegn. Alle eliteklasser starter kl. 10:40 og samtidig åbner trackingen på ovenstående webadresse, så man hjemmefra kan følge udvalgte løberes færd gennem skoven.
H 21-E (16 / 16) Tid After Tidstab
1. Søren Bobach OK Pan Århus 15:08 00:00
2. Andreas Hougaard Boesen OK Roskilde 15:14 +0:06 00:00
3. Rasmus Djurhuus OK Pan Århus 16:03 +0:55 00:15
D 21-E (8 / 8) Tid
1. Ida Bobach OK Pan Århus 16:14
2. Masha Semak Farum OK 17:41
3. Lea Reime Farum OK 17:51
H-20E (23 / 23) Tid
1. Emil Øbro Tisvilde Hegn OK 16:39
2. Magnus Dewett OK Snab 16:59
3. Jonas Falck Weber Tisvilde Hegn OK 17:54
D-20E (18 / 18) Tid
1. Miri Thrane Ødum OK Øst Birkerød 16:32
2. Nicoline F. Klysner FIF Hillerød Orientering 17:05
3. Amanda Falck Weber Tisvilde Hegn OK 17:31
http://www.ballerup-ok.dk/lob/ballerup-sprinten-2014