Maja Alm i tæt duel i Versus på DR TV
Seere af DRs nye aftenuderholdningsprogram Versus kunne her fredag aften se Maja Alm, OK HTF Haderslev, i en noget utraditionel dyst.
Programmets ide er, at to deltagere skal dyste mod hinanden på en utraditionel måde, hvor de begge er i en usædvanlig situation, men hvor man venter at de kan bruge nogle af deres kompetencer.
Maja dystede mod en 19-årig mandlig skakspiller og opgaven bestod i at kigge et minut på et luftfoto af den store labyrint i Them ved Silkeborg og derefter prøve at huske ruten ind til målet i labyrinten. Tesen var, at skakspilleren er god til at overskue mange træk frem, mens Maja jo er hurtig og god til at finde vej.
Spændingen blev som skrevet udløst fredag aften. Se indslaget via linket nedenfor. Det starter efter 12:40 minutter. Det var en svær opgave, hvor begge endte i blindgyder et par gange, men hvor den unge skakspiller lige nåede målet nogle sekunder hurtigere end Maja. ”Det var ærgerligt”, fortalte Maja i udsendelsen. ”Jeg ville gerne have vundet.”
Maja fortæller her til DOFs hjemmeside, hvordan det var at være med i programmet:
”Det var i Danmarks største labyrint 'Labyrinthia' i Silkeborg, hvor vi skulle dyste om hurtigst at finde vejen ind til midten af labyrinten. Vi fik et minut til at kigge på et luftfoto, hvor vejen var indtegnet også skulle vi memorere vejen. Min modstander var en spinkel skakspiller. Han fordel er, at han er god til at huske de forskellige 'træk' gennem labyrinten, mens jeg jo må bruge min hurtighed. Ruten derind var ikke så lang og med mange sving, så resultatet blev meget tæt. Det var et meget professionelt hold, der var ude og optage. Selvom det formentlig kun tager et par minutter at vise den duel, jeg er med til, brugte vi en hel dag på det. Vi optog det en fredag, hvor jeg skulle på træningslejr i Strømstad i Sverige. De andre tog færgen om formiddagen, men jeg var nødsaget til at tage bilen og køre de 8 timer, det tager at køre over Sjælland. Heldigvis var Lars Lindstrøm villig til at tilbyde bil og selskab på turen.”
Det var herligt at se Maja som en fornem ambassadør for vores idræt i den bedste sendetid på DR. Maja kunne dog ikke selv se programmet, da hun som tidligere skrevet i øjeblikket er på træningslejr med landsholdet i Skotland.
http://www.dr.dk/tv/se/versus/versus-3