Skip to main content

Stor dansk sprintdag i World Cup

| Administrator | Nyheder 2014

To danskere på podiet - Maja 2’er og Tue 5’er

af Thomas Jensen

De danske sprintløbere viste storform på dagens World Cup sprint i Imatra i Finland. Maja løb sig til en flot andenplads sølle to sekunder efter den schweiziske europamester Judith Wyder – og Tue viste med en flot 5. plads, at VM-formen er ved at indfinde sig.

De finske arrangører havde ladet sig inspirere af de finske VM-arrangører fra 2013 og mere eller mindre bygget dagens terræn. Et forholdsvis enkelt sprintterræn blev gjort decideret tricky ved at de havde opstillet en række kunstige hegn, der på TV-billederne så ud til blot at være snitzlinger. Det gav løberne en række udfordringer. Maja klarede imidlertid udfordringerne på formidabel vis.

Bortset fra et ikke helt optimalt vejvalg til post 1, løb Maja noget der lignede et perfekt løb. Det gjorde Schweiziske Judith Wyder desværre også. Wyder var foran Maja hele løbet igennem – men det var ikke meget – og i mål var det kun to sekunder der skilte de to sprintstjerner.

Så det blev endnu en sølvmedalje til Maja, der har været i top tre til VM eller Worldcup 7 gange nu – men som stadig har sin første guld til gode. Hun har udvist utrolig stor stabilitet på alle vigtige konkurrencer. Så det tegner rigtig godt inden VM.

Fra Maja var der et sikkert hul på 17 sekunder ned til Julia Gross, Tove Alexandersson og Helena Jansson, der delte tredjepladsen.

Emma diskvalificeret
Emma Klingenberg kom fint fra start og lå 5’er efter 7 poster. Men på det efterfølgende langstræk fik hun lavet et stressbom, der resulterede i at hun kom til at løbe igennem et olivengrønt område. Emma løb i mål i 10. bedste tid, men hendes fejl betød desværre, at hun blev disket.
Stine Bagger Hagner lagde også godt ud og var 17’er efter 7 poster. Men hun lod sig ligesom Emma forvirre at det komplekse stræk til post 8 og mistede mere end et minut på det stræk. Det betød, at hun måtte tage til takke med en beskeden placering som nr. 36 godt to minutter efter. Men hun fik da vist, at hun på resten af banen holdt tempo med top 10-15 løberne.

Tue Lassen på podiet
Tue Lassen viste formidabel sprintform og løb sig for 6. gang i karrieren på podiet til et Worldcup løb. Tue lavede nogle små svaj til post 2 og 3 – men derfra løb han sig rigtig flot frem i feltet og sluttede som nr. 5 – 24 sekunder efter den dobbelte sprinteuropamester Jonas Leanderson fra Sverige. En rigtig dejlig form besked fra Tue, der ikke fik ramt formen rigtigt til EM. Men nu ser det lovende ud.

Søren Bobach løb også et rigtig godt løb. Men han havde problemer på banens langstræk, der mindede en del om det stræk Emma og Stine havde problemer med. Her mistede han over et halvt minut. Resten af vejen holdt han jævnt tempo med Tue. Men fejlen på langstrækket betød, at han sluttede som nr. 13 – hvilket stadig er et flot resultat.

Sprint stafet i morgen, torsdag
Torsdag bliver denne Worldcuprunde afsluttet med den nye VM-disciplin sprintstafet. Med de formtakter Maja, Emma, Tue og Søren har vist, har vi al mulig grund til at have høje forventninger. Følg med i de finske arrangørers rigtig flotte dækning fra klokken 14:15 dansk tid via linket nedenfor.

http://www.worldcupimatra2014.com/tulokset/