Regionalt træningsmiljø i Østkredsen
- til udvikling af de bedste og næstbedste seniorløbere
Carsten Jørgensen bliver træner i et nyt regionalt træningsmiljø for seniorer på Sjælland (”senior TC”). Østkredsen har bevilget midler til at sikre udvikling af de bedste og næstbedste H/D 21 løbere på Sjælland, der ikke har mulighed for at blive tilknyttet EC i Århus. Formålet er at få etableret et seriøst og talent-udviklende regionalt træningsmiljø med fokus på orienteringsteknisk træning. Projektet er forankret i TC Sjælland’s aktiviteter og dermed kan der lettere skabes bro mellem løberne i træningsmiljøerne for juniorer respektive seniorer.
”Vi er rigtigt glade for, at Østkredsen har bevilget penge til projektet. Og det er forrygende, at Carsten Jørgensen vil være med til at løbe det i gang”, udtrykker Charlotte Thrane, styregruppeformand for TC Sjælland. ”Carsten har meget at byde på fra sin egen løbekarriere, hvor han har været medaljetager ved VM-stafet (Guld) og VM-lang (Bronze). Carsten er endvidere blevet Europamester i cross og er fortsat dansk rekordholder på 10.000 m og halvmarathon. Carsten bor ellers på New Zealand, hvor han har trænet det new zealandske juniorlandshold, men tilbringer nu et år med sin familie i Danmark. I TC Sjælland er vi derfor sikre på, at Carsten med sin mangeårige erfaring og sin tilgang til sporten, vil være en stor inspiration for løberne”.
Østkredsens klubledere er blevet kontaktet om projektet, der bliver afviklet som et pilotprojekt fra nytår til sommeren 2014. Pilotprojektet vil blive evalueret i slutfasen med fokus på, om de tilknyttede løberes tilbagemelding motiverer fortsættelse af det regionale træningsmiljø og, at der har været tilstrækkelig opbakning til aktiviteterne.
Hvis du er interesseret i at blive en del af træningsmiljøet, så er du velkommen til at kontakte Carsten Jørgensen på tlf. 20436396 og på mail