Elitecenter Orientering styrkes yderligere
Juniorlandstræner Jeppe Ruud tiltræder d. 1/3 som elitecentertræner, og nuværende elitecentertræner Torbjørn Gasbjergs stilling opnormeres pr. 1/7 til fuld tid
Elitecenter Orientering er et vigtigt fundament for landsholdenes arbejde mod VM og EM, og for at styrke arbejdet direkte med løberne, opnormeres trænerstillingerne nu på elitecenteret. Opnormeringen vil betyde flere muligheder for o-teknisk træning for løberne, øget opfølgning på løberne, samt aflastning af Landstræner Lars Lindstrøm
De nye muligheder betyder at juniorlandstræner Jeppe Ruud nu flytter fra Norge og "hjem" til Århus, for at tiltræde i en kombineret 50% stilling som elitecentertræner og juniorlandstræner. Den primære arbejdsopgave bliver at sikre et o-teknisk træningstilbud af høj kvalitet, både i hverdage og weekender. Udover arbejdsopgaverne på elitecenteret vil han fortsætte i sin nuværende rolle som juniorlandstræner.
Sideløbende med sin ansættelse som træner i Dansk Orienterings-Forbund, afslutter elitecentertræner Torbjørn Gasbjerg i foråret 2014 sit speciale i idræt. Efter afsluttet speciale vil Torbjørn Gasbjergs ansættelse blive opnormeret til fuld tid, for derved at kunne sikre endnu bedre og tættere opfølgning af både landsholds- og elitecenterløbere.
Elitecenter Orientering er placeret i Aarhus og er landsholdenes daglig base. Elitecenteret træning på alle hverdage, og ligeledes lørdag/søndag ca. en gang om måneden. Træningen på elitecenteret er målrettet VM og EM, men er samtidig også et tilbud for andre motiverede og ambitiøse eliteløbere, samt tilknyttede juniorer. I alt er pt. 25 løbere tilknyttet Elitecenter Orientering.
Jeppe Ruud starter i sin nye stilling d. 1/3 2014, og vil herefter være både elitecentertræner og juniorlandstræner. Den ændrede jobbeskrivelse får ingen betydning for Jeppe Ruuds arbejde med Juniorlandsholdet.
Torbjørn Gasbjerg tiltræder på fuld tid d. 1/7 2014, men vil frem til da fortsætte sit arbejde som elitecentertræner i nuværende omfang.