Skip to main content

Nordic Orienteering Tour (NORT) 2013 – optakt

| Administrator | Nyheder 2013

Stærkt dansk hold til NORT

Så er det igen tid for World Cup-løb, idet årets 4.-8. afdeling afvikles i forbindelse med NORT, der starter med 2 afdelinger i Norge, 1 afdeling i Sverige og 2 afdelinger i Finland, alt sammen i en hektisk uge. Som de tidligere år er NORT præget af korte distancer, idet der er 3 sprintløb, 1 mellemdistance og 1 forkortet langdistance, som tillige er jagtstart. Så gode sprintegenskaber er næsten en forudsætning for at score (mange) World Cup points, men her står det danske hold nu heller ikke så dårligt!

Det danske hold
Ser man på stillingen i årets World Cup, er det ikke overraskende, at der hos damerne er en dansker i top 3 – det er næsten mere overraskende, at der ikke er flere i top 10!! Ida Bobach, Silkeborg OK, kom rigtigt godt fra start ved de 3 første afdelinger i New Zealand, hvor hun blev nr 2,8 og 6 – og derfor ligger placeret som en flot samlet nr 3. Da Ida yderligere er en glimrende sprinter, burde hun have gode chancer for mindst at holde placeringen, selv om de svenske kvinder notorisk er stærke i sprint. Maja Alm, OK HTF, har de sidste 3 år ligget i top 10 i World Cup, men Maja var desværre syg i New Zealand, hvor hun kun fik en sekundær placering i et enkelt løb. Til gengæld vandt Maja jo medalje ved både EM og VM-sprint, så hun skal nok få vist flaget til NORT. Det gjorde Emma Klingenberg, Faaborg OK, så sandelig sidste år, hvor hun på sprintdistancerne fik 3 top-3 placeringer – og ikke at forglemme vandt knock-out sprinten og blev dermed den første danske kvinde til at vinde et World Cup-løb. Emma har også vundet DM i sprint i år – og vil helt sikkert være opsat på at klare sg lige så godt i år som sidste år. (Se i øvrigt portrættet af Emma andetsteds på DOFs hjemmeside, som vil blive bragt lidt senere i dag). Mette Hjerrild, OK Pan, får sin landsholdsdebut til NORT, men skal nok kæmpe en del for at komme i A-finalerne.

Hos herrerne er der overraskende nok hele 3 løbere i top 20 på World Cup-listen, idet Tue Lassen, Faaborg OK, ligger nr 9, Marius Thrane Ødum, OK Øst, nr 15 og Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, nr 20. Der er næppe tvivl om, at Rasmus er den af de 3 satser mest på sprinten – og han vandt en overbevisende sejr til iagttagelsesløbene, som helt sikkert har giver selvtillid i forhold til at præstere til NORT. Tue lavede 3 gode løb i New Zealand, hvor han blev nr 10, 6 og 12 – og han har vundet DM i sprint de 2 seneste år, og faktisk præsteret rigtigt godt til internationale sprinter. Så måske kan han mindst holde sin fine placering. Marius er nok den, der satser mindst på sprint – men han er kommet helt forrygende fra start i 2013. 3 World Cup placeringer som nr 12, 12 og 19 er altså ikke hverdagskost for en 1.års senior, og når dertil kommer 1 DM i ultralang og sejre i 2 af 3 udtagelsesløb, så har det været et fantastisk forår for Marius, der såmænd nok skal få vist sit stor talent i løbet af den næste uge. (Der vil indenfor de nærmeste dage også blive bragt et portræt af Marius på DOFs hjemmeside). Endelig er der Søren Schwartz Sørensen, Fif Hillerød OK, der også har haft et rigtigt godt forår med flere DM-medaljer og flot indsats til iagttagelsesløbene. Søren er også, som de 3 ovenstående herrer, blevet belønnet med en udtagelse til VM i Finland og forhåbentlig vil han også til NORT få vist sin gode form, selv om det måske ikke lige er sprint der er hans foretrukne disciplin.

Herudover er der udtaget 4 herrer, som alle helt sikkert vil kæmpe hårdt for at overbevise om, at det er dem der skal have de 2 sidste VM-pladser i sprint og/eller den ene tiloversblevne plads på mellem. Rasmus Djurhuus, OK Pan, og Rune Olsen, Tisvilde Hegn OK, kom begge på medaljeskamlen til DM-sprint og har tidligere vist international klasse i sprint, Andreas Boesen, OK Roskilde viste især som junior rigtigt lovende sprinttakter og Christian Bobach, Silkeborg OK, vil helt sikkert gerne vise flaget efter nogle lidt tamme og skadesprægede år. Det skal blive spændende at følge dem alle.

NORT-programmet
29 af verdens bedste 40 orienteringsløbere (ifølge Verdensranglisten) er til start, selv om der mangler enkelte af de allerbedste – således verdensmesteren på mellem litauiske Edgar Bertuks og den flerfoldige verdensmester franske Thierry Gueorgiou og svenske Helena Jansson, ligesom flere af nordmændene kun deltager i de 2 afdelinger i Norge. World Cuppen i år har været noget anderledes end tidligere og er tydeligvis ikke så højt prioriteret blandt mange topløbere, ligesom det heller ikke er alle der er lige begejstrede for NORT. Det er i øvrigt sidste gang (i denne omgang), at der afholdes NORT.
1.afdeling bliver en sprint i Oslo (uden kvalifikation) lørdag,
2.afdeling en mellemdistance i Oslo søndag,
3. afdeling en knockout-sprint med kvalifikation, kvartfinaler mm i Stockholm tirsdag,
4.afdeling en sprint i Turku (med kvalifikation) fredag
5.afdeling den afsluttende jagtstart (forkortet lang) i Turku lørdag.

Der bliver rigtig god dækning på TV fra alle finaler, og der skulle blive fin live-dækning med både online-resultater og gps-tracking. Ud over World Cup-points er der også det samlede resultat i NORT at kæmpe om, men reglerne herfor er noget komplicerede, da de både inddrager kvalifikationsløb, bonus-sekunder mm. Man vil kunne finde mere om dette via flg links http://www.nordictour.org/ og http://news.worldofo.com/2013/05/31/nordic-orienteering-tour-2013-all-you-need-to-know/ , hvor man også vil finde links til Live-resultater mm.