Rasmus Thrane og Emma Klingenberg i top
Og Jakob Ekhard Edsen og Cecilie F. Klysner vandt i juniorklasserne
FIFs pinsestævne blev indledt med sprint i Sophienborg i bagende hede. Løbet var samtidig test- og iagttagelsesløb for eliten og 4. afdeling af ranglisten, henholdsvis TRIMTEX Cup for seniorer og LØEREN League for juniorer. Banerne havde en overraskende vanskelig indledning omkring et plejehjem, hvorefter et kompliceret langstræk mødte deltagerne før de gennem et mere traditionelt beboelses- og parkområde passerede publikumsposten på en lille høj lige bag stævnepladsen.
D 21 blev som så ofte før et opgør mellem de tre landsholdskolleger, Emma Klingenberg, Maja Alm og Ida Bobach. I dag skilte blot 17 sekunder de tre med Emma som den hurtigste. "Jeg havde planlagt at tage det roligt i starten, men alligevel var det rigtigt udfordrende. Jeg var helt bagud med orienteringen og måtte stoppe op og tænkte med det samme, at her har Ida og Maja løbet meget hurtigere", fortalte Emma bagefter. "Men så kom der et langstræk, hvor der blev lidt tid til at læse frem og så blev det lidt lettere, så jeg kunne sætte farten op. Jeg havde ingen katastrofer og fysikken var OK, så det var skønt at det holdt". Emma ser frem til de næste dage, hvor hun satser hårdt på at give Ida og Maja kamp til stregen, selvom de internationalt har lidt bedre resultater på de distancer. På pladserne bag stjernerne imponerede Helle Holm Clausen fra OK Øst med at dele 4. pladsen med Line Søderlund.
Rasmus Thrane Hansen var et stort smil efter løbet. "Jeg har nærmest levet i fitnesscentrene i de senere år, men nu kan jeg dårligt huske hvornår jeg var der sidst", fortalte Rasmus med henvisning til, at han endelig ser ud til at være skadesproblemerne kvit. "Det var en stressende start. Normalt kan jeg løbe og læse, når jeg løber sprint, men i dag måtte jeg stoppe helt ved post 2 for at finde vejvalget til 3-eren. Derefter blev det lidt lettere, men jeg følte mig træt og var i tvivl om tempoet, så det var rart at indhente Andreas (Boesen, der startede et minut før, red.)". Men i mål rakte det altså til en klar sejr foran Tue Lassen, der med nogle få sekunder henviste tidligt startende Claus Bloch til 3. pladsen.
I damejunior blev det til en sikker sejr til Cecilie F. Klysner, mens søster Nicoline, der startede sidst, holdt hovedet koldt til lige præcis at erobre andenpladsen med to sekunder ned til Miri Thrane Ødum. Med Ita Klingenbergs 4. plads var det de 4 formodet bedste damejuniorer, der også tog de 4 første pladser, mens ungdommen repræsenteret ved Amanda Falck Weber og Josefine Lind, tog de næste pladser.
Herrejunior blev en klar sejr til Jakob Ekhard Edsen, der med imponerende 1:28 ned til Eskil Schøning viste, at han stiler direkte mod endnu en topplacering i sprint ved JWOC, hvor han sidste år blev nr. 4. Eskil forstod at optimere ranglistepointene, da han var et sekund foran Lars Hjerrild og Simon Thrane Hansen, der delte 3. pladsen. Thor Nørskov, OK Øst Birkerød, valgte i dag at spare benene, men annoncerede, at han planlægger at løbe igennem i morgen på mellemdistancen, så mon ikke Jakob får mere konkurrence da.
I morgen, søndag, fortsætter pinsestævnet med mellemdistance fra Skovskolen ved Nødebo. Skulle man ikke være tilmeldt, er der mulighed for at købe en åben bane på dagen.
Alle resultater kommer via linket nedenfor.
Resultaterne
D 21
1. Emma Klingenberg, Faaborg OK, 15:41
2. Maja Alm, OK HTF, 15:51
3. Ida Bobach, Silkeborg OK, 15:58
4. Helle Holm Clausen, OK Øst Birkerød, 17:57
4. Line Søderlund, Farum OK, 17:57
H 21
1. Rasmus Thrane Hansen, Søllerød OK, 16:22
2. Tue Lassen, Faaborg OK, 17:10
3. Claus Hallingdal Bloch, OK PAN Århus, 17:19
4. Søren Schwartz, FIF Hillerød, 17:22
5. Sigge Lundedal Jensen, 17:52
D 20
1. Cecilie Friberg Klysner, FIF Hillerød, 15:42
2. Nicoline Friberg Klysner, FIF Hillerød, 16:38
3. Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, 16:40
4. Ita Klingenberg, Faaborg OK, 16:46
5. Amanda Falck Weber, THOK, 17:14
H 20
1. Jakob Ekhard Edsen, Århus 1900, 15:16
2. Eskil Schøning, OK West, 16:44
3. Lars Hjerrild, OK Pan Århus, 16:45
3. Simon Thrane Hansen, Søllerød OK, 16:45
5. Magnus Dewett, OK Snab, 16:55
http://www.fiforientering.dk/arrangementer/pinseorientering.html