Skip to main content

Låge nr 23: DM Stafet og Lang

| Administrator | Nyheder 2012

Klinteskoven, Møn, 14. og 15. september 2013

Den lille lokale klub O-63 Vordingborg og den lidt større nordsjællandske Søllerød OK er gået sammen om en DM weekend i østdanmarks bedste terræn, Klinteskoven.
Klinteskoven er fantastisk. Fra tæt, storkuperet og uudforsket mod vest, til snørklede kurver, åbent og storslået mod øst. Åbne overdrev og den fantastiske klint runder lækkerierne af. Samtidig byder Møn på mange gode spisesteder inde i Stege, flere hoteller, sommerhuse og campingpladser, super badestrande og masser af charme.
 
Vi har sammensat et super hold blandet mellem klubbernes medlemmer og med hjælp fra en enkelt person ude fra: Steen Frandsen, Viborg OK, har nemlig tegnet et helt nyt kort over skoven, der faktisk allerede er færdigt. I kan glæde jer til et virkelig godt kort tegnet af en af Danmarks bedste korttegnere. Søllerøds dygtige banelæggere Peter Horstmann og Tore Linde lægger baner til hhv. stafet og lang. Vi har desuden fået tilsagn fra to andre ekstremt dygtige banelæggere som banekontrollanter: Ulrik Staugaard og Bo Simonsen, FIF.
 
Vi har valgt en uprøvet, men virkelig naturskøn stævneplads med fine tilskuerpladser. Vi bruger desuden skoven på en måde, så I ikke skal løbe de samme steder 2 dage. Vi tilbyder også åbne baner begge dage i alle sværhedsgrader.
 
Tag hele familien med på miniferie til Møn, der er baner til alle niveauer. Det fantastiske Geocenter og Klinten venter på jer lige bagefter. Vi håber I vil køre langt for at deltage – det gør vi faktisk selv for at få lov at arrangere for jer!
 
På gensyn
Troels Christiansen
Stævneleder
 
Indsendt af Troels Christiansen / Søllerød OK