Dansk Orienterings-Forbund har, i samråd med Team Danmark, forlænget kontrakten med landstræner Lars Lindstrøm, så denne løber til 31. oktober 2016.
Lars Lindstrøm, der tiltrådte som landstræner i februar 2011 og forud herfor i 6 år var ansvarlig for det danske juniorlandshold, har stået bag de seneste års store succeser i dansk orientering med de to VM-sølvmedaljer til Ida Bobach på mellemdistance i 2011 og Maja Alm i sprint i 2012 som de absolutte højdepunkter.
Kontraktforlængelsen betyder, at Lars Lindstrøm i de kommende 4 år vil stå i spidsen for ikke blot det danske seniorlandshold men også stå med det sportslige ansvar for den samlede landsholdsvirksomhed i dansk orientering, hvor talentudviklingen spiller en afgørende rolle for at sikre tilgangen af løbere til seniorlandsholdet, der kan begå sig i den absolutte verdenstop. Dette sker i tæt samarbejde med forbundets øvrige dygtige trænere.
Yderligere oplysninger:
Michael Sørensen, direktør, Dansk Orienterings-Forbund, tlf. 4196 9370