WMOC: Dobbelt guld til Thomas Jensen
Efter imponerende sejr i dagens finale på Lang
World Masters Orienteering Championships (WMOC) blev i dag afsluttet med finalen på lang distance. Løbet blev afholdt på kanten af et gigantisk stenbrud i bakkerne oven for bad Harzburg i Harzen. Ligesom ved det første kvalifikationsløb, havde arrangørerne fundet et fint varieret terræn, der vekslede mellem vejvalgsorientering i åben, letløbt og kuperet granskov og finorientering på klippefyldte skrænter.
”Jeg var bekymret for, om jeg havde løbet hurtigt nok, da jeg aldrig så rumæneren, der startede to minutter før mig” fortalte sidst startende Thomas Jensen fra Tisvilde Hegn OK. Speakeren kunne dog fortælle, at Thomas allerede ved radioposten var mere end to minutter foran nærmeste forfølger. Thomas fortalte videre, at han havde deltaget i de tyske mesterskaber i et naboterræn i 2011 og på den måde var blevet godt fortrolig med terræntypen. Selrsmarginalen blev knusende 3 minutter og 23 sekunder foran Yuri Omelchenko, der i 1995 netop i Tyskland blev seniorverdensmester på det, der den gang hed kortdistance. På bronzepladsen mere end 5 minutter efter Thomas fulgte bulgarske Ovidiu Mutiu, der ellers havde løbet fantastiske tider i kvalifikationen.
Ud over Thomas blev det stolpe-ud for et antal af de øvrige danske medaljefavoritter, hvorfor Thomas endte med at blive den eneste dansker, der erobrede medalje på den lange distance. Men en række fine danske præstationer skal bestemt også nævnes, ikke mindst at Asta Terkelsen, OK Gorm i D 65 A på den utaknemmelige 4. plads blot var 18 sekunder fra bronzen og at Inge Jørgensen, OK Roskilde, var blot 19 sekunder efter Asta på 6. pladsen.
På sin delte 5. plads var Rolf Lund, HSOK, blot 33 sekunder fra bronzen i H 55 A. Rolf var mindre end et minut efter den gamle schweiziske superstjerne, Willi Müller og slog den tidligere verdensmester, Harald Thon fra Norge med 20 sekunder.
Ud fra den foreløbige resultatliste er følgende danskere registreret i top 15 i dagens finale. De nøjagtige placeringer bør afvente den officielle resultatliste, der kommer via linket nederst på siden.
H 40 A, 10,1 km, 400 m stigning
GULD: Thomas Jensen, Tisvilde Hegn OK, 66:14
8. Jesper Jensen, Farum OK, 75:38
D 40 A, 6,2 km, 210 m stigning
13. Mette Møller Nielsen, AKIF, 56_07
D 45 A, 5,2 km, 190 m. stigning
12. Anne Maarup, FIF Hillerød, 46:28
H 45 A, 8,7 km 370 m stigning
10. Tim Falck Weber,Tisvilde Hegn OK, 70:36
D 50 A, 4,9 km, 170 m stigning
11. Lucia Aagaard, Herning OK, 45:51 (3 min. fra guld)
14. Mette Filskov, Sorø OK, 47:11
H 55 A, 6,7 km, 260 m stigning
5. Rolf Lund, HSOK, 47:40
H 60 A, 6,4 km, 200 m stigning
13. Ivan Christensen, OK Pan Århus, 52:22
D 65 A, 3,5 km, 150 m stigning
4. Asta Terkelsen, OK Gorm, 36:44
6. Inge Jørgensen, OK Roskilde, 37:03
D 70 A, 3,1 km, 120 m stigning
10. Aase Neregaard, Tisvilde Hegn OK, 39:18
D 75 A, 2,9 km 100 m stigning
6. Ester Staffe, OK Sorø, 44:12
H 75 A 4,2 km, 170 m stigning
10. Jørgen Lund Hansen, Farum OK, 47:47
H 80 A 3,4 km 125 m stigning
7. Kurt Dose, Køge OK, 45:51
Herefter spredes WMOC-folket atter for alle vinde indtil 2013-udgaven, der afholdes i Torino i Italien og med konkurrencerne på den lange distance afholdt i de voldsomt kuperede terræner omkring Sestriére i de Italienske Alper. Og så spares der op til 2014-udgaven, der afholdes i Brasilien i november måned.
http://live.wmoc2012.de/