5 danske medaljer i WMOC-sprintfinalen
Guld til Thomas Jensen i H 40 og Rolf Lund i H 55.
Med det majestætiske Kaiserpfalz i Goslar som malerisk ramme blev finalen i sprint afholdt ved WMOC – eller Veteran VM, som det kaldes i daglig tale. Der blev leveret imponerende løbstider i de smalle brostensbelagte gader i Goslars maleriske gamle bydel. Hvor mange af deltagerne, der nåede at nyde de bindingsværkprydede bygninger og det berømte klokkespil på torvet, skal være usagt, men en oplevelse var det i hvert fald.
Thomas Jensen, Tisvilde Hegn OK, leverede en glimrende indsats i H 40 og var klart hurtigere end den tidligere mellemdistance-verdensmester og sprint-stjerne, Yuri Omelchenko fra Ukraine, da han kom ind til de sidste poster i målområdet. Det holdt til mål, hvor Danmarks tidligere landstræner, Jari Ikoheimonen vandt bronzemedaljen.
I H 55 viste Rolf Lund, HSOK, sit store potentiale og var langt hurtigere end sine jævnaldrende da han vandt klassen med hele 39 sekunder. Og det er altså meget i en sprint.
DOF’s direktør, Michael Sørensen, der stiller op for OK Øst Birkerød spurtede sig til en bronzemedalje i H 35 blot to sekunder foran to løbere, der delte 4. pladsen, så det var tæt. Stræktiderne indikerede, at Michael var blevet hjulpet af et entusiastisk dansk publikum i målområdet.
Mogens Hansen, OK Skærmen Værløse, leverede en tilsvarende bedrift i den tungt besatte H 70-klasse, hvor sekunderne var på Mogens' side. Endelig betød Lucia Aagaard fra Herning Oks bronzemedalje i D 50, at det ikke kun var sjællændere, der tog danske medaljer.
En lang række andre danskere opnåede fine placeringer i deres respektive klasser. Resultaterne og stræktider kan findes på arrangørernes hjemmeside via linket nedenfor.
Tirsdag er der hviledag og prøveløb, mens onsdag og torsdag anvendes til kvalifikation til den lange distance, som har finale lørdag. Det skal blive spændende at se, om de gode danske resultater kan følges op i Harzens kuperede terræner – og om nogle af de danske favoritter, der ikke lykkedes fuldt ud i dagens sprint, kommer stærkt igen da.
http://live.wmoc2012.de/results_sf.html