Junioreliten på vej mod 2011
Uanmeldt besøg af Anti Doping Danmark
Junioreliten brugte weekenden i Silkeborg.
Efter en fantastisk sæson med Junior VM på hjemmebane som højdepunkt skal der nu sættes nye mål.
Fokus var derfor rettet fremad mod den kommende sæson 2011, hvor ”gamle” juniorer rykker ud og nye er rykket ind i gruppen.
Foruden praktiske informationer, årsprogram og drøftelser af forventninger til løberne i junioreliten, blev der trænet i grundlæggende o-teknik og lagt individuelle træningsplaner.
Men der kom også uventede gæster – Anti Doping Danmark kiggede ind.
Juniorerne fik således indblik i hvad der følger med, når man befinder sig blandt eliten i en udholdenhedssport som orienteringsløb. Anti Doping Danmark kom på uanmeldt besøg. De havde på forhånd udvalgt 6 løbere til dopingtest. Under Anti Doping Danmark’s arbejdsopgaver hører bl.a. oplysningsarbejde og forskning vedrørende bekæmpelse af doping - og skal en dopingkontrol have nogen effekt må Anti Doping Danmark nødvendigvis møde op uanmeldt!
Den kommende sæson byder på mange løb i kontinentalt terræn, derfor er det oplagt at bruge noget af Danmarks mest kuperede terræn til at træne kurvelæsning. I skovene omkring Silkeborg blev kortet reduceret til smalle korridorer, så løberne hele tiden blev tvunget til at læse kurver og detaljer for at forstå kortet præcist.
Samlingen blev også brugt til hygge og til at tage afsked med de juniorer, som til næste år er blevet for gamle til at være en del af gruppen. De skal som seniorer dyste mod ældre og meget rutinerede løbere – det bliver spændende at følge de nye seniorer fremover.