Skip to main content

Sidste World Cup løb 2010 denne weekend i Schweiz

| Administrator | Nyheder 2010

Ikke de helt store forventninger til de danske løbere

Lørdag og søndag er der årets sidste World Cup løb i Geneve i Schweiz, mellemdistance om lørdagen og sprint for de 40 bedst placerede i World Cup for både herrer og damer.

Schweiz ligger til at tage 1.pladsen hos både herrer og damer, og hvor Simone Niggli allerede er helt sikker vinder hos damerne, er der noget større spænding hos herrerne. Daniel Hubmann var fuldkommen urørlig i foråret, vel næsten indtil NORT-sprinten i Stockholms Gamla Stan, hvor man på TV kunne se ham løbe sig væk i finalen. Ligeledes storbommede han i sidste afdeling af NORT, hvor man også kunne se hvordan Audun Weltzien både indhentede og overhalede ham, selv om han var startet med et klart forspring i jagtstarten. Daniel Hubmann havde bestemt heller ikke noget stort WOC, og sidste søndag udgik han lettere sygdomsramt på langdistancen i Frankrig. Han stiller op i Schweiz, og i virkeligheden har han et så stort forspring i points, at han ikke behøver absolutte toppræstationer, men da søndagens afsluttende sprint tæller dobbelt World Cup points, er der flere der har en mere end teoretisk chance for at nå ham, hvis han slet ikke får points. Det gør han jo nok hvis han er rask nok, men det skal nu blive spændende at følge alligevel, men schweiziske Matthias Müller er nok mest oplagte konkurrent, så at Schweiz alligevel sætter sig på 1.pladsen hos både herrer og damer.

Der er desværre ikke grund til at sætte alt for meget lid til store danske præstationer. Hos damerne ligger Maja Alm på en særdeles flot 5.plads samlet, men dels er hun stærkt truet nedefra og dels har hun været syg i nu snart 10 dage og er først lige kommet til Geneve. Altså bestemt ikke den bedste forberedelse til løbet, men Maja vil under alle omstændigheder få sin bedste World Cup placering nogensinde. Signe Søes der pt ligger nr 11, stiller ikke op, og både Ida Bobach og Zenia Hejlskov Mogensen ligger langt nede på listen. Til gengæld kan de begge, og måske især Ida profitere af at der kun er 52 løbere til start på mellemdistancen, og da de 40 bedste i World Cup får lov til at stille op i sprintfinalen, må Ida, der er nr 36 af dem der stiller op på mellemdistancen, have rigtigt gode chancer for at få points både lørdag og søndag, og dermed forbedre sin World Cup placering som nr 72.

Blandt de danske herrer er Tue Lassen og Mikkel Lund, som hhv nr 17 og 24 sikre på deltagelse om søndagen også, ligesom Søren Bobach skulle være rimeligt sikker som nr 38 af de 66 startende på mellemdistancen. Rasmus Thrane Hansen skal løbe et rigtigt godt løb for at få points nok, da han før weekenden ligger nr 46 af de startende på mellemdistancen. I øvrigt er Tues placering som nr 17 den bedste herreplacering siden Chris Terkelsen som nr 5 i 2005, og hvis Tue ellers er kommet over det allergianfald, som han fik i Frankrig onsdag-torsdag, skulle han have pæne muligheder for at holde og/eller forbedre placeringen.

De danske starttider er:
Damerne (5,1 km)
12,47 Zenia Hejlskov Mogensen
12,59 Ida Bobach
14,05 Maja Alm

Herrerne (5,6 km)
12,42 Rasmus Djurhuus
12,44 Rune Olsen
12,58 Rasmus Thrane Hansen
13,14 Søren Bobach
13,54 Mikkel Lund
14,04 Tue Lassen

Der skulle være livedækning og resultater mm via nedenstående link

http://www.postfinancesprint.ch/e/index.php?in=ranglisten