Skip to main content

En stor rytter i MTB-O kredse takker af.

| Administrator | Nyheder 2009

MTB- O landsholdet er et af de mest succerige landshold i dansk idræt.

Denne weekend bød på årets sidste officielle aktivitet for det danske MTB-O landshold, som blev samlet til en uformel sæsonafslutningssamling omkring Silkeborg.

Lørdagen bød på en lang rulletur i let tempo i skovene omkring Silkeborg og Ry, mens årets medaljer blev fejret lørdag aften.

Ved EM i Nordsjælland i juni måned blev høsten på 4 guldmedaljer, 2 sølvmedaljer og 3 bronzemedaljer, mens det ved VM i Israel et par måneder senere blev til 1 medalje af hver karat. Danmark manifesterede dermed sin position fra 2008 som verdens førende MTB-O-nation.

Samtidig blev det til en afsked med Søren Strunge, som har valgt at indstille sin karriere. En karriere som havde sit højdepunkt, da han med en fantomafslutning, hvor Rusland blev passeret kort før mål, sikrede Danmark sin første VM-stafetguldmedalje i Polen 2008.

Søren Strunge har været blandt de dominerende danske ryttere siden han i 2005 blev dansk mester i Grib Skov Vest. Siden var det lige ved og næsten med adskillige internationale 4. pladser, før der blev slået hul på bylden med vm stafet-bronze i Tjekkiet 2007. I 2008 blev det desuden til en vm sølv-medalje individuelt på mellemdistancen. Sørens ambitiøse, ihærdige og målfaste indflydelse på landsholdet vil blive savnet, men de fantastiske resultater vil for altid stå naglet fast i historiebøgerne, og for de som fulgte holdet i de glædestårefyldte dage i Polen, vil kuldegysningerne melde sig gang på gang, når minderne falder på afgørelsens sekunder i Polen.

Mens én sæson går på hæld, står den næste så småt og venter i kulissen. 2010 byder på VM i Portugal i juli måned, men derudover står landsholdet overfor en nyskabelse i form af en World Cup-serie, som byder på løb i Ungarn i april, i Polen i juni og i Italien i september.

http://www.dif.dk/OmDIF/Forside/Idraetten%20i%20tal/Medaljer.aspx