Skip to main content

Dansk EM guld på langdistancen

| Administrator | Nyheder 2009

Kongedistancen blev vundet af Lasse Bruun Pedersen, FIF Hillerød, efter et opslidende ridt i Grib Skov.

Efter dobbelt dansk guld på mellemdistancen onsdag den 24. juni var der store forventninger til danskerne på ”kongetapen” ved EM i mountainbike orientering. Med vindertider på over 100 minutter for herrerne og over 90 minutter for damerne, så blev det en hård og fysisk krævende dag i Grib Skov. Danskerne viste gode takter fra start, og Bjarke Refslund kørte i mål i dagens hidtil hurtigste tid. Men i timerne efter skulle det vise sig, at denne tid ikke blev dagens hurtigste. Det blev en hård kamp om placeringerne, og i mål var Lasse B. Pedersen hurtigst.
Det stod tidligt klart at medaljerne skulle fordeles mellem Lasse Pedersen (Hillerød), Torbjørn Gasbjerg (Århus), Erik Knudsen (Århus), tjekken Jiri Hradil og finnen Juho Saarinen.
Torbjørn Gasbjerg, der lavede en stor fejl på sprinten og måtte udgå på mellemdistancen kørte i dag et meget fornemt løb, men måtte se sig hensat til 5. pladsen, kun 40 sekunder fra bronzemedaljen, der gik til finnen Juha Saarinen.
Efter godt en times kørsel trak Lasse Pedersen stille og roligt fra. Han afsluttede meget stærkt, og var i mål godt to minutter foran Erik Skovgaard Knudsen, der med dagens sølvmedalje tager sin tredje medalje i træk. Lasse Pedersen, der i går vandt sølv på mellemdistancen viste dermed, at han står distancen både teknisk og fysisk. Finnen Juha Saarinen tog bronzemedaljen hele fem minutter efter Lasse Bruun Pedersen, hvilket undrestreger Lasses fremragende præstation.

Lasse B. Pedersen siger selv om dagens præstation: ” jeg kørte rigtig godt– helt fejlfrit og ingen tekniske problemer – det var et meget veldisponeret løb og jeg havde et stort overskud til at give den alt og havde stadig overblikket.” Og Lasse fortsætter, ” dette er et af de løb man kun får et eller to af i løbet af karrieren- jeg har virkelig ramt formen i dag - det er helt vildt.”

Hos damerne blev det igen de 25 årige Rikke Kornvig, Århus, der skulle vise det danske flag. Hun startede med at køre meget hurtige tider, men som løbet skred frem tabte hun til de bedste, og endte med en plads som nummer syv. Bedste danske junior blev Andreas Konring, FIF Hillerød, 9 minutter efter vinderen Kevin Haselsberger fra Østrig.

På lørdag køres der stafet i Hareskoven. Her er forventningen, at danskerne tager medaljer i begge klasser. Landstræner Jan Eg har et meget stærkt hold, og forventningerne er store " vi har et rigtigt godt stafethold, og jeg tror specielt herreholdet kan gå hele vejen, men det kræver, at vi får slappet godt af i morgen på hviledagen efter denne opslidende langdistance.”


Dagens resultater:
D 21, 22,9 km, 32 poster
1 Nadiya Mikryukova \tRUS 1:32:02
2 Sonja Zinkl \t AUT 1:34:04
3 Michaela Gigon \tAUT 1:36:14
7 Rikke Kornvig \tDEN 1:38:19

H21 31,7 km, 32 poster
1 Lasse Pedersen \tDEN\t1:40:37\t
2 Erik Knudsen \t DEN 1:42:50
3 Juho Saarinen \tFIN 1:45:35
4 Jiri Hradil \tCZE \t1:46:17
5 Torbjørn Gasbjerg \tDEN\t1:46:25

Dagens andre citater:
Lasse B. Pedersen:
”Jeg er super stærk i dag – jeg kunne bare blive ved – jeg har virkelig ramt formen i dag. ”

Erik Skovgaard Knudsen:
” Det var en barsk omgang i dag, jeg kørte stort set fejlfrit, Lasse er bare bedre i dag.”
” Jeg skulle presse på hele vejen for at holde mig kørende”

Jan Eg, landstræner:
” Herreholdet havde på forhånd kaldt dagen i dag for >massakren i Grib Skov<, så jeg er slet ikke overrasket. Vi havde 5-6 stykker der kunne tage en medalje i dag, og med seks i top 10 for holdet, så kan jeg kun kalde det en kæmpe succes.”
” Lasse har kørt et perfekt løb uden fejl – han er godt kørende både fysisk og teknisk – han ramte den 100 % i dag.”

http://www.eocmtbo2009.dk