Skip to main content

Danskere i hovedrollerne i ”Monster” af en stafet

| Administrator | Nyheder 2009

Danske landsholdsløbere kan vinde den svenske klassiker 10-mila i weekenden

Forårets højdepunkt i storklubberne i international orientering er den prestigefulde svenske stafet klassiker ”10-mila”. Årets konkurrence afvikles på gammel dansk mark i skånske Perstorp, bare en god times kørsel fra København.

10-mila er et kæmpe arrangement med ca. 10.000 deltagere fordelt på ungdom, oldies, dame og ikke mindst herre stafetten, som i år har ikke mindre end 349 ti-mands hold til start.

Dameeliten afgør konkurrencen om lørdagen i dagslys. Her er vor landsholdsstjerne Signe Søes tænkt en af hovedrollerne, når hendes svenske klub IFK Lidingø, skal forsøge at forvandle sidste års 5.plads til en sejr. Signe skal løbe den afgørende sidstetur og vil, hvis alt lykkes, være den første danske pige der er med på et vindende 10-mila hold. Der er dog ikke mindre end 334 damehold til start – så alt skal falde rigtigt ud, hvis Signe og hendes holdkammerater på lørdag kan stille sig øverst på præmieskammelen.

Det ”rigtige” 10-mila starter når mørket falder på. 349 vilde herreeliteløbere sprinter ud i den mørke nat på jagt efter kontrollerne. 1-turen, der i fjor blev vundet af danske Rasmus Søes, er altid spændende og det er ikke usædvanligt, at hele 200 hold er i mål indenfor de første 10 minutter. En klassiker er desuden 4-turen kaldet ”langa natten” – 18 km. natløb i svensk vildmark kræver sin mand! Hen af morgenstunden, ved 8-tiden, plejer afgørelsen at falde, mens de sidste hold først forventes i mål hen af eftermiddagen søndag.

2009 udgaven er meget interessant set med danske øjne. Sidste års nr. 6, svenske OK Pan Kristianstad, stiller med ikke mindre end 5 danskere på holdet. Rune Olsen, Claus Hallingdal Bloch, Michael Sørensen, Rasmus Søes og næsten danske Jamie Stevenson (Jamie er skotte) i rollen som afslutter på sidsteturen. Dette hold er så stærkt at det kan gå hele vejen og måske give skåneklubben den hjemmebanesejr som de drømmer om.

Også sidste års vindere fra norske Kristiansand OK med Rasmus Djurhuus og Christian Bobach på holdet kan gøre det igen. Unge Søren Bobach forventes at give den gas på et andet af de norske storhold - Halden SK sidste års nr. to. Endelig må vi ikke glemme de 2 x Christian, henholdsvis Christensen og Nielsen, som er med på IFK Göteborgs meget stærke hold.

Du kan følge 10-mila live på nettet via link herunder. Det koster 60 kroner, men så er der også underholdning hele natten – måske en historisk dansk nat i det skånske – Enjoy!

http://www.10mila.se/2009/index.asp?page=489&avd=224&lang=0