VM i Trail-O
Danmark stiller fuldt hold til WTOC 2008 i Tjekiet...
Ikke bare til fods og ved mødebordet er Danmark med ved WOC i Tjekiet - Knud Vogelius fortæller:
"Verdensmesterskaber i orienteringsløb foregår i år i den sydøstlige del af Tjekkiet ved byen Olomouc.
Årets verdensmesterskab i orienteringsløb afholdes fra den 12. juli og frem til 20. juli. Dansk Orienterings-Forbund har udtaget løberne som skal repræsentere Danmark i ”Fod-Orientering”, WOC. VM gruppen består af 3 kvinder og 6 mænd.
Danmark stiller også op i WTOC (World Trail-Orienteering Championchip) i Tjekkiet.
Disciplinen betegnes på dansk som præcisions-orientering, i daglig tale PRÆ-O.
Det er første gang Danmark stiller op i denne disciplin med fuldt hold, 6 deltagere. I alt er 18 nationer repræsenteret med 48 deltagere i WTOC åben-klassen og 41 deltagere i WTOC paralympic klassen.
VM klasserne består af en paralympic hold klasse samt en WTOC åben-klasse, forstået på den måde at der ikke er begrænsning/krav i relation til fysisk formåen (”any ability”). Hvert land må stille med 3 deltagere i hver af de individuelle klasser.
Det danske hold er udtaget af landsudvalget for præcisions-orientering under Dansk Handicap Idræstforbund.
Deltagerne er:
Jens Søndergaard og Jahn Petersen fra Viborg OK, samt Morten Madsen, Henrik Nørgaard, Vibeke Vogelius og Knud Vogelius alle Silkeborg OK.
Jens, Jahn, Morten og Henrik opfylder alle fire kriterierne for at stille op i paralympic klassen, men da man max. må stille 3 i hver klasse, deltager Henrik i den åbne-klasse, sammen med Vibeke og Knud.
Til VM i præcisions-orientering stilles store krav til præcis kortlæsning, heraf betegnelsen præcisions-orientering. Det er en disciplin hvor kortlæsning og læsning af terrænet stiller krav til koncentration og beslutsomhed.
I VM forberedelserne har gruppen lagt stor vægt på disse to faktorer og derudover lagt vægt på træning i tidskontroller, som indgår i alle PRÆ-O konkurrencer. En tidskontrol kan være afgørende, da sekunderne her tit afgør en konkurrence.
Vi håber på at det danske hold vil komme hjem med gode resultater og tilfredsstillende placeringer. Vi ved at konkurrencen er hård og at få sekunder på tidskontrollerne ofte kan rykke placeringen en del pladser op eller ned.
Læs mere om WTOC via link -
http://www.woc2008.cz/en/woc-trail.html#WOC_Trail