Endnu et skridt på vej mod verdenstoppen
Ved World Cup finalen i Schweiz lavede Signe Søes med sin 7. plads i dag sit hidtil bedste internationale resultat
Med sin 7. plads på dagens mellemdistance i schweiziske Stein am Rhein slutter Signe Søes igen i år den internationale sæson stærkt af.
I den samlede World Cup rykker Signe op på 13. pladsen, og kan hun matche dagens resultat i morgendagens sprint, så løber hun sig ind i top 10.
Om sin egen oplevelse af dagens løb siger Signe; "Jeg var tændt og gav den gas fra starten. Det var relativ simpel orientering med en del løb på stier, og jeg var meget bevidst om presse mig selv hele vejen. Da jeg midtvejs hentede en af de svenske verdensstjerner, vidste jeg, at jeg lå godt til.
Jeg er utrolig glad for mit løb i dag, fordi jeg holdte meget høj fart og alligevel løb lige i alle posterne. Jeg havde problemer med foden i starten af ugen og har derfor ikke trænet så meget op til i dag. Det viste sig at blive en fordel, da jeg følte mig meget frisk i dag.
Og så er det en fantastisk ramme hernede. Det er virkeligt et topprofessionelt set-up, og med afslutning i denne maleriske middelalderby Stein am Rheins smukke og snævre gader, var det virkelig en stor oplevelse at blive klappet i mål af så mange tilskuere"
Vinderen af dagens løb blev den levende legende og regerende verdensmester på distancen schweisiske Simone Niggli-Luder, som nu også er sikker på den samlede World Cup sejr. Simone var suveræn i tiden 44.09 min. på de 7,3 km. Signe Søes løb i tiden 47.00 og var bare 1 min fra 3. pladsen.
Samme tid sidste år fightede Signe sig i Frankrig til sin hidtil bedste placering med 8. plads i et af verdens sværeste terræner. Og mens Signes orienteringstekniske evner altid har været uovertrufne, så har hun i år føjet en ny dimension til sit repertoire; nemlig verdensklasse fart i terrænet. Noget som Signe har trænet målrettet på at forbedre og som nu giver gevinst.
Se alle de danske resultater via linket til arrangørernes hjemmeside herunder:
http://www.postfinancesprint.ch/index.php?in=ranglisten