René Rokkjær ikke tilfreds med dagens løb.
Efter at have bommet post 2 med omkring 2 minutter blev René hentet af Ross Morrison, New Zealand, og selv om han fik ham sat af igen var det op ad bakke resten af vejen. Det var tungt og meget varmt, og slutresultatet blev en lidt beskeden 30. plads.
Alt i alt var hen ikke tilfreds med sit løb, og landstræner Jakob Ødum mener også, at han - ligesom Signe - har mere at komme med i morgen ved langdistancen. Det afhænger dog også noget af vejret, som - desværre - ser ud til at blive lige så varmt som i dag.
Øverst på podiet kom igen, igen Thierry Gueorgiou, Frankrik, til at stå, og det med knusende 2 minutter ned til Tero Föhr, Finland, der som VM-debutant og med hidtil bedste resultat på mellemdistance som nummer 8 (NOC 2005) overraskende kunne indtage andenpladsen. Valentin Novikov, Rusland, blev nummer tre.