CONDES 8,0 klar
Finn Arildsen har gjort det igen. CONDES er opdateret og udvidet - en ny kraftpræstation fra den beskedne jyde...
Finn Arildsen skriver til os:
Kære o-venner!
Jeg skriver for at fortælle, at den nye version af Condes, version 8, nu er færdigudviklet og udgivet.
Der er en masse nye funktioner i programmet. Disse funktioner er udviklet på basis af ønsker og ideer fra en masse banelæggere, som har været flinke til at give mig tilbagemelding om Condes.
Nye funktioner
Det er svært at prioritere de nye funktioner i forhold til hinanden. Men i vilkårlig rækkefølge kan jeg nævne:
Mulighed for at bruge flere kort i samme løb.
Dette kan bruges til at have forskellige kort til de forskellige målestokker, eller det kan bruges til at have kortskifte fra ét kort til et andet.
Mulighed for at gemme indstillinger for forskellige målestokker i det samme løb.
Dvs. cirkler og linier kan klippes forskelligt afhængigt af målestokken.
Mulighed for at lave sidelayout.
Man kan klippe og klistre forskellige dele af kortet – fx kan man flytte signaturforklaringen hvis man har brug for den et andet sted på siden end hvor den oprindeligt er. Man kan også lægge eksterne grafikfiler (andre kort, logoer, børnebanesymboler osv) ind på siden. Og man kan lave en ramme omkring det kortudsnit, man bruger. Alt sammen uden at ændre i kortfilen.
Forbedret stafet-understøttelse.
Man kan lægge begrænsninger ind på de enkelte gaflinger, fx binde en gafling til en bestemt tur, og dermed begrænse antallet af banekombinationer. Antallet af banekombinationer har hidtil haft en tendens til at vokse ustyrligt, når man har lavet lidt avancerede gaflinger. Condes 8 understøtter op til 20 stafetture på samme bane.
Understøttelse af poster i valgfri rækkefølge på en del af eller hele banen.
Mere fleksible postbeskrivelser.
Man lægger postbeskrivelser ind på banen hvor man ønsker det, og man kan dele postbeskrivelserne flere forskellige steder, hvis det kniber med pladsen.
Man kan printe flere baner på samme papirark.
Enten kan man fylde arket op med forskellige baner, eller man kan fylde det op med kopier af den samme bane. Det samme gælder for eksport af EPS filer til trykkeri-tryk af kort og baner.
Banelægger og banekontrollant kan lægge kommentarer ind for hver post og hver bane.
OCAD 9 kortfiler understøttes nu.
Dog er der enkelte ting i OCAD9, som ikke er implementeret i Condes.
Der er en masse andre nye funktioner og forbedringer, som det vil føre for vidt at liste her.
Alt i alt satser jeg på, at det er blevet endnu sjovere at bruge programmet, og jeg håber, at I har lyst at at ”udforske” programmet.
Informationsmateriale
Condes-hjemmesiden (www.condes.dk) har en del informationsmateriale på engelsk, som det kan være nyttigt at se på.
Jeg vil bestræbe mig på i den kommende tid at oversætte det vigtigste. Materialet er imidlertid så omfattende, at jeg desværre ikke kan overkomme at oversætte alt.
Et nyt afsnit på hjemmesiden er instruktions-”film”, hvor det vises skridt for skridt, hvordan man gebærder sig. Der vil komme flere af disse små film til, efterhånden som jeg når det.
Demoversion
Der er – traditionen tro – en demoversion, som man kan hente fra hjemmesiden og prøve af. Demoversionen kan håndtere 2 baner og op til 25 poster.
Opgraderingspris
Jeg håber naturligvis på, at I finder Condes 8 nyttig og vil investere i en opgradering fra version 7.
Prisen for en opgradering er 1.275 kr + moms for en klublicens.
En fuld version (hvis man ikke allerede har en licens til version 7) koster 1798 kr. + moms.
Bestilling kan ske via en formular på Condes-hjemmesiden, eller direkte via mail til undertegnede.
Med venlig o-hilsen
Finn Arildsen
Stenrosevej 77
8330 Beder
Tlf. 8627 3658
www.condes.dk
http://www.condes.dk