Tandhjul i olie og sand
Fra fredag til onsdag op til Påsken var omkring 100 MTB-O ryttere samlet i den storslåede natur ud til Jammerbugten. Her var der international træningslejr med deltagelse af flere af de bedste i verden. Oplægget til træningslejren var af den allestedsnærværende Johan Holkmann formuleret sådan:
”MTB-O Camp 2007 – Jammerbugten” er en træningslejr for mountainbike orienterings-ryttere i før-påsken 2007. Træningslejren vil have fokus på eliten, men alle er velkomne uanset alder og niveau. Træningslejren har til formål at forberede deltagerne teknisk og fysisk til den nye sæson, men der vil også blive lagt vægt på sociale aktiviteter der kan knytte bånd både nationalt og internationalt mellem MTB-O folket.
Der vil både være diverse tekniske træninger og en gennemgående MTB-O konkurrence, men det foregår på et uformelt niveau, hvor alle selv bestemmer, hvor meget de vil deltage i.”
Resultatet blev lige så flot som oplægget. Strålede vejr. Gode terræner og masser af timer i sadlen. Gode kort med gode baner i kortholderen på styret. Drama var også med. Det rakte fra styrt over punkteringer til natsprint. Også kampen imod de mange kilomenter, på især ”Høkeren”, blev der lagt mærke til. I år en ”Høker”, på små 100 km, der smagte en del af Wild West.
Alle fik pulsen op og kilometer i benene. Finurlige stier i tæt granskov og store vandpytter på længde med en fodboldbane, var bare nogle af ingredienserne. Det blev et herlig cocktail af gear, der først blev smurt ind i olie og siden fyldt med sand. Det lyder ikke altid lige godt, men grejet til MTB-O holder til rigtigt meget.
Det bliver spændende at følge de bedste danske deltagere i året internationale mesterskaber. Vi er med – Ja, rigtigt flot med, kan vi godt sige.