VM-bronzevinder Claus Bloch skadet
Claus Bloch har ikke kunnet træne siden landsholdets VM-træningslejr i Ukraine i slutningen af oktober.
For Claus Bloch, der i starten af august i Mindeparken i Århus sikrede dansk VM-bronze i orientering, bl.a. i overværelse af 4-5000 begejstrede tilskuere med kronprins Frederik i spidsen, synes udsigterne til en gentagelse af bedriften ved næste års VM i Ukraine allerede usikre.
Claus Bloch var med landsholdet på den første VM-træningssamling i Kiev i slutningen af oktober, og her var Claus Bloch så uheldig at træde i et hul, hvorved han vred sit knæ.
Claus Bloch fortæller: -”Jeg var i mandags (den 20. nov.) til en MR scanning på Århus Kommunehospital, og i går fik jeg så en vurdering af skaden ved Team Danmarks læge ved IMT i Århus, Svend Erik Christensen. Han fortalte mig, at billederne viste, at der dels var en indre blødning i knæet og så lå der et bruskstykke på 1.5 cm x 6 mm og sejlede rundt. Hvor bruskstykket stammer fra kunne Svend Erik ikke forklare, det kræver en kikkertoperation, var hans melding”.
Claus Bloch har vedvarende ondt i knæet og har ikke kunnet træne siden sit uheldige fald under VM-træningslejren i oktober.
Der arbejdes nu fra forbundets side på i et samarbejde med Team Danmark, at Claus Bloch så hurtigt som overhovedet muligt kan få denne kikkertoperation foretaget og ryddet op i knæet, så en helning af knæskaden og en genoptræning snarest kan påbegyndes.
Landstræner i orienteringsforbundet, Jakob Ødum, ærgrer sig på Claus Bloch’s vegne over den kedelige melding. ”Med årets VM-bronze har Claus slået sit navn fast som en af verdens bedste sprint-løbere og er derfor at regne blandt favoritterne ved næste års VM i Ukraine. Denne skade er et ganske alvorligt tilbageslag i Claus’ VM-træning. Nu handler det om at få udført operationen snarest muligt, - og vi krydser fingre for en god prognose for genoptræning og tilbagevenden til top-niveau”.