Jesper Lysgaard bliver ny breddekonsulent i Forbundet
Ud af 31 ansøgere er det Jesper Lysgaard, Herning, der den 1. april 2005 overtager jobbet som breddekonsulent i DOF.
Jesper Lysgaard løber i det daglige orienteringsløb i Herning OK, sammen med sin ægtefælle Bodil og deres 3 børn. Jesper har været medlem af klubben i 23 år, og har i perioden været både formand for og kasserer i klubben. Jesper er H 45 løber.
I øjeblikket er Jesper med i klubbens ungdomsarbejde, laver hjemmeside og har bl.a. arrangementsmæssige erfaringer fra DM-stafet 2000, hvor han var stævneleder. Med sin baggrund i IT verdenen er det naturligt at han ofte i stævnefunktioner tager sig af løbs-IT, med EMIT og e-time som hjemmebane.
Civilt er Jesper uddannet cand. merc. Efter tidligere ansættelse i EDB Gruppen forlader han nu en stilling som afdelingsleder hos Brandtex IT, hvor han senest har arbejdet med udviklingsstrategi og projektledelse. Jesper har endvidere erfaring som underviser på Handelshøjskolen.
I forbundssammenhæng er Jesper et forholdsvis ubeskrevet blad. Jesper er dog i øjeblikket synlig som Webmaster for WOC2006, men ellers er det en rendyrket klubmand, vi får direkte ind i breddearbejdet.
Vi ønsker klubberne og Jesper tillykke, og ser frem til et spændende samarbejde.
Ole Husen og Preben Schmidt