Skip to main content

Chris Terkelsen vandt over den finske MBT-O verdensmester

| Administrator | Nyheder 2003

I et utroligt tæt og spændende løb hvor der på intet tidspunkt var mere en 1,30 min mellem de 3 bedste ryttere blev det Chris Terkelsen som trak det længste strå og vandt i tiden 1.35.06 kun 25 sekunder foran den regerende finske verdensmester Jussi Mäkil

Lørdag den 15. november afholdt Dansk Mountaibike Orientering (DMO) under DOF sit andet MTB-O stævne i Danmark. Denne gang i St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. Med deltagelse af medlemmer fra det finske landshold var det store spørgsmål om de danske MTB-O'er kunne være med i kampen om 1. pladsen i Herrer- og Dame klassen.

Dameklassen var fornemt repræsenteret med den regerende finske verdensmester Päivi Tommola. Fra dansk side var der store forventninger til de tidligere og nuværende landsholdsløbere i orienteringsløb Tine Rasmussen og Helene Hausner samt den tidligere olympiske mester, sejleren Kristine Roug, der har skiftet båden ud med en mountainbike.

Dameklassen skulle køre 22,4 km med 18 poster. Vinder blev ikke uventet Päivi Tommola, som brugte 1t 22 min. På 2. pladsen - 6 min efter - kom Tine Rasmussen i en tid på 1t 28 min, og nr. 3 blev Helene Hausner i tiden 1t33min.

Efter løbet udtalte Päivi Tommola, at hun var overrasket over niveauet hos de bedste danskere. Selv havde hun kun bommet minimalt og hendes erfaring taget i betragtning mente hun, at nr. 2 og 3 havde potentiale til gode placeringer i international sammenhæng.

I Herrerklassen var der tilmeldt et rekordstort antal ryttere på 75, som skulle gennem dagens bane på 29,4 km og 24 poster. På forhånd var de to finske landsholdsryttere Jussi Mäkilä (regerende verdensmester) og Mïkko Tommola at regne for favoritter. Det store spørgsmål var om de danske ryttere var i stand til at give dem modstand.
Der var på forhånd sat store forventninger til den danske landsholds-orienteringsløber Chris Terkelsen og multisportsfænomenet Claus Stallknecht.

Det blev et utrolig tæt og spændende løb, hvor der på intet tidspunkt var mere en 1,30 min mellem de 3 bedste ryttere. Til slut var det Chris Terkelsen som trak det længste strå og vandt i tiden 1.35.06 kun 25 sekunder foran den regerende verdensmester Jussi Mäkilä.

Som i dameklassen var også de finske herrer imponerede over det høje danske niveau - ikke mindst taget den beskedne MTB-O erfaring i betragtning.

MTB-O stævnet i St. Dyrehave var officielt iagttagelsesløb til det danske MTB-O landshold.
Efter løbet blev en bruttotrup til det danske landshold i MTB-O udtaget:
Damer
Tine Rasmussen Blend-Tscherning
Helene Hausner OK ØST
Maria M H Staugaard Kolding OK
Bente Madsen Johnsen Tisvilde Hegn OK
Pernille Brunstedt OK ØST

Herrer
Chris Terkelsen Farum OK
Søren Strunge Team Fjäll Räven
Claus Stallknecht Blend-Tscherning-Løberen
Lasse Pedersen Løberen
Peter R Hansen FIF Hillerød

Se resultater og billeder fra stævnet på www.mtb-o.dk