O-ringen uden danske topplaceringer
Verdens største o-løbs arrangement er slut for i år. Det svenske etapeløb O-ringen gav med typiske nordiske terræner ikke de godt 200 danske løbere mange chancer for at markere sig.
Verdens største o-løbs arrangement er slut for i år. Det svenske etapeløb O-ringen gav med typiske nordiske terræner ikke de godt 200 danske løbere mange chancer for at markere sig.
Eneste danske deltager i supereliten var Allan Mogensen, der allerede på prologen udgik med et fejlklip og i de efterfølgende løb kun havde jævne placeringer.
Bedre gik det blandt de yngste og ældste deltagere. I D12 sluttede Ida Bobach, Silkeborg OK, på en 17. plads, mens Camilla Bergman i D14 klarede en slutplacering som nummer 24. Lillebror Andreas Bergman sluttede på en 16. plads i H12, mens Christian Bobach blev nummer 30 i H16.
Bedst placeret af alle danske løbere i de aldersinddelte klasser blev Lilli Hansen, OK Gorm, med en 4.plads i D45 Motion. I D55 sluttede Asta Terkelsen, OK Gorm, på en fornem 14. plads, mens de bedste herrer blev Erik Bobach, Silkeborg OK, med en 36. plads i H45 og Janne Brundstedt, OK Roskilde, med en 37. plads i H55.
For de fleste andre danske løbere blev placeringen i klassementet hurtigt af mindre betydning og andre mere personlige mål dukkede op: en etapesejr over udvalgte danske løbere i samme klasse, deltagelse i jagtstarten (og derfor højst to timers tidstab) eller en placering i klassens top-200. Under alle omstændigheder fik deltagerne orienteringsmæssige udfordringer, der simpelthen ikke kan findes i danske terræner og en opvisning i svensk o-løbsorganisering på meget højt niveau.
Til de meget positive oplevelser føjer sig en stille undren over, at det ikke er muligt at få sin løbstid - endsige stræktider - straks efter målgang, når nu arrangørerne kan næsten alt andet til UG.