Skip to main content

Ny triumf for dansk orientering og det danske World Cup hold i stafet

| Administrator | Nyheder 2002

De danske herrer viste i dette års afsluttende konkurrence i World Cuppen, at den EM-bronzemedalje, de vandt i Ungarn for en uge siden ikke var en tilfældighed. Sølle 16 sekunder var de fra at gentage triumfen fra 1994, hvor de vandt den afsluttende World

De danske herrer viste i dette års afsluttende konkurrence i World Cuppen, at den EM-bronzemedalje, de vandt i Ungarn for en uge siden ikke var en tilfældighed. Sølle 16 sekunder var de fra at gentage triumfen fra 1994, hvor de vandt den afsluttende World Cup stafet netop i Tjekkiet.
Dengang var det et storhold i svøb. Et hold, der senere vandt både VM, NM og World Cup i slutningen af 90’erne. Dengang hed hovedpersonerne Carsten Jørgensen, Chris Terkelsen og Allan Mogensen. I dag er Carsten Jørgensen stadig på holdet, men de to andre hedder i dag Mikkel Lund og Rene Rokkjær. To internationale topresultater inden for en uge er ikke nogen tilfældighed. Et nyt storhold i gennembrud. Det lover godt for de kommende år og for EM 2004 og VM 2006 i Danmark.
Holdet i dagens konkurrence var det samme og i samme opstilling som til EM for en uge siden. Mikkel Lund som i Ungarn fik en strålende start havde i dag problemer med maven og måtte virkelig bide tænderne sammen for ikke at glide for langt ned i feltet. Han kom ind som 10’er, 2.40 min efter det førende finske hold. Rene Rokkjær, som i går blev 11’er i den klassiske finale, blev sendt af sted med et hul op til en gruppe af løbere. Rene løb igen et fantastisk løb og kunne, selv om han måtte kæmpe alene, holde fart med den førende finne og hente vigtige placeringer og sende Carsten i skoven som som 7’er og kun 2.14 efter. Carsten Jørgensen, som grundet sin skade pådraget i sprintfinalen i Ungarn ikke har kunnet løbe de afsluttende individuelle finaler i World Cuppen var i dag frisk. Med den gamle vildskab lysende ud af øjnene satte han en hæsblæsende forfølgelse ind på finnen og de 5 andre hold foran. Carsten gjorde igen det modstanderne frygter ham for. Han ”åd” dem simpelthen en efter en, så han ved publikumsposten kun havde finnnen Mats Haldin foran sig. Jubel blev der i den danske lejr, da meldingen fra 4. radio gav en melding om, at nu var Carsten i front med 7 sekunder.
På de sidste par poster lykkes det Mats Haldin igen at bringe sig i front, og denne position lykkedes det, trods indædt mostand fra Carsten Jørgensen, at holde i mål med Carsten 16 sekunder efter på en fornem 2. plads.
Resultatet betød, at Danmark i den samlede World Cup stilling overhalede både Schweiz, Rusland og Norge og sluttede på en fornem 3. plads efter Finland og Sverige.
Ikke blot Danmarks 1. hold leverede en fornem indsats. Danmarks 2. hold med Thomas Jensen, Troels Nielsen og Michael Sørensen blev nr. 9, og de danske damer ydede ligeledes den bedste præstation længe og blev nr. 8.

Resultater.
Herrer, 3 ture á 9.5 km
1. Finland: 158.22 min
2. Danmark: 158.38
3. Sverige: 159.28
9. Danmark 2: 163.20

Damer: 3 nture á 6.5 km
1. Norge: 125.07
2. Schweiz: 128.01
3. Sverige: 128.16
8. Danmark: 138.24

Slutstillingen i World Cup 2002, stafet:
Herrer:
1. Finland: 60 point
2. Sverige: 47 point
3. Danmark: 43 point
4. Schweiz: 38 point
5. Norge: 37 point

Damer
1. Norge: 57 point
2. Schweiz: 54 point
3. Sverige: 50 point
8. Danmark: 23