Allan Jensen stopper som træner for MTBO-landsholdet
| Camilla Bevensee | Nyheder
Den 1. marts 2023 begyndte Allan Jensen i nyt job hos Aarhus Universitet, og det står ifølge Allan mere og mere klart at der er perioder på året, hvor det ikke er muligt for ham at holde ferie og tage fri til at være afsted med MTBO-landsholdet. Det gælder f.eks. august og september, hvor der både i år og traditionelt ligger MTBO mesterskaber og World Cup. Derfor er det meget vanskeligt at forene med opgaven som MTBO landstræner, lyder det fra Allan Jensen, der uddyber:
"Jeg har også gennem længere tid udviklet et ønske om at kunne prioritere mere ferie og fritid sammen med min familie, i stedet for at mange ferieuger, weekender mv. har været sat af til MTBO aktiviteter," fortæller Allan Jensen, der har været landstræner siden 1. januar 2020.
Forbundet takker Allan Jensen for den store indsats, der i hans tid som træner har betydet 32 medaljer og 19 em- og verdenmestertitler til landsholdet, som han også selv var kørende træner på igennem mange år.
Allan stopper med udgangen af juni og i første omgang er der fra sportschefens side fokus på at finde den bedst mulige løsning på kort sigt, hvor MTBO-rytterne skal køre VM i Tjekkiet i slutningen af august og har den afsluttende tredje runde af CX80 MTBO World Cuppen i Italien en måned senere. Arbejdet med at ansætte ny landstræner med forventet ansættelse i 2. halvdel af året påbegyndes nu.