DM Ultralang afgøres søndag
På søndag skal årets andet DM afgøres. Herning OK byder på DM-ultra lang i Hoverdal plantage. Hoverdal plantage er en typisk midtjysk plantage med et mix af indlandsklitter, åbne områder og til tider tæt bevoksning. Så løberne vil blive udfordret af, at der skal skiftes tempo, når man går fra hurtig løbte områder - til mere tekniske og tætte områder.
Afbud fra landsholdsløberne
Første runde af årets worldcup starter torsdag den 27. april 2023 i Østfold i Norge. Blot fire dages restitution efter et ultra lang løb ville betyder, at løberne ikke ville være fuldt restitueret før årets første landsholdsopgave, og derfor er der desværre ikke nogen af worldcup deltagerne, der stiller til start. Men det betyder ikke, at niveauet i toppen af eliteklasserne ikke bliver højt.
Rico Hejlskov Mogensen har valgt landsholdet fra i år - men han er i bedre form end nogensinde - og Eskil Schønning skal virkelig tage sit a-game med til Hoverdal, hvis han vil udfordre Rico i kampen om guld. (Foto: Helge Lang Pedersen)
En battle mellem Rico og Eskil i H21
I H21 er der lagt op til en battle mellem Rico Hejskov Mogensen fra Mariager Fjord OK og Eskil Schønning fra OK Pan. De har begge vist forrygende form dette forår, så der er lagt op til et spændende opgør. Rico blev nr. 2 til Danish Spring på den lange distance og vandt påskeløbene i meget suveræn stil. Vi har ikke set så meget til Eskil til orienteringsløb i år, men sidste weekend blev han nr. 3 til DM kort trail. Kort trail er 21 km - så han har vist at han har både fart og stamina.
Eskil Schønning har valgt ikke at satse på landsholdet i år - men formen fejler ikke noget - han stiller op med en frisk DM-medalje fra DM kort trail.
Der er en række outsidere, der måske kan blande sig. De skal dog have en rigtig god dag, hvis de vil være med i guldstriden. Blandt de mest oplagte til at blande sig i medaljekampen finder vi brødrene Jonas og Lasse Falck Weber fra Tisvilde Hegn OK, Henrik Rindom Knudsen fra OK Melfar, Mátyás Péntak fra Horsens OK og Tobias Karlsmose Svarer fra OK Pan.
Agnes Nørgård Kracht er favorit til at tage sejren i D21. Her er hun i den danske landsholdsdragt til junior-VM i Danmark i 2019 - hvor hun løb sig til en flot 6. plads.
Agnes mod Ida i D21
I D21 er der kommet en eftertilmelding fra Agnes Nørgård Kracht fra Tisvilde Hegn OK. Trods et godt løb på den lange distance til worldcup testløbene - hvor hun blev 5. bedste dansker, klarede hun ikke cuttet til holdet. Hun har derfor valgt at bruge den gode form til DM ultra lang i stedet - og hun må derfor nok bære favoritværdighedens tunge åg på sine skuldre. Men der er et andet meget interessant navn på startlisten. Verdensmesteren på den lange distance fra VM i 2015 Ida Schwartz Bobach fra OK Pan stiller til start. Nu er 2015 en del år siden, men Ida har vist fin form her i foråret, hvor hun bl.a. sikrede sig en samlet 4. plads til påskeløbene, hvor Agnes blev nr. 2. Så der kunne godt komme et spændende opgør ud af det. De tre sidste kvinder i D21 Rebeka Vincze fra Horsens OK, Veselina Zhelyazkova fra Odense OK og Matilde Skousen fra OK Melfar skal alle have en rigtig god dag for at være med i guldstriden, men de har alle en god chance for at komme hjem med en medalje.
Sådan så det ud tilbage i 2015, da Ida Schwartz Bobach blev verdensmester på den lange distance.
Første start går kl. 10:00 søndag - og løbene kan følges via liveresultater her. Efter løbene kommer de officielle resultater på stævnets hjemmeside her.