Skip to main content

Junior VMs skovdistancer afvikles fra på fredag

| Helge Lang Pedersen | Nyheder

 Fra fredag til søndag i denne uge ser det endelig ud til, at Junior-VM 2022 i Portugal kan blive afsluttet. Først skulle løbet have været afholdt i 2021, men blev så udskudt et år på grund af COVID-19. Dernæst var alle hold samlet i værtsbyen Aguiar da Beira i juli måned blot for at få at vide, at der var totalt forbud mod at færdes i skovene i hele Portugal på grund af høje temperaturer og brandfare. Derfor blev kun sprint og sprintstafet afviklet da.

Men nu er det tid til at give deltagerne mulighed for at prøve kræfter med de fantastiske terræner for de tre skovdistancer efter følgende program:

Mellemdistance fredag den 4. november 2022

Stafet (i skov) lørdag den 5. november 2022

Langdistance  søndag den 6. november 2022

Asbjørn Urban Relay

Asbjørn Kaltoft er atter med på det danske hold

Det danske hold er næsten det samme som i juli. Ændringerne er, at Eva Ørnhagen Jørgensen fra OK Snab desværre ikke er klar efter sin skade, hvorfor Hedda Kärner Grooss fra Allerød OK i stedet får debut på juniorlandsholdet, samt at Casper Blakskjær fra OK Pan erstatter Mathias Buchgreitz fra Søllerød. Holdet i øvrigt kan ses i denne nyhed. 

Som det fremgår, afholdes de tre finaleløb over tre dage og der er ikke kvalifikationsløb på mellemdistance. Det skyldes, at både arrangører og deltagere har sværere ved at tage en længere pause fra arbejde, studier og andre gøremål og derfor er programmet komprimeret så meget som muligt. Både mellemdistancen fredag og langdistancen søndag er således finaleløb, hvor alle deltagere har mulighed for at starte.

Ida Urban Relay

Ida Riis Madsen i aktion i Portugal i juli

Som det var tilfældet i sommer, har arrangørerne ambitiøse planer om at levere spændende live-streaming fra de tre konkurrencer med radioposter, GPS-tracking, live speakning og et antal kameraer i terrænet og på målpladsen. Alle, der har mulighed for at tage tiden, opfordres til enten at tjekke ind på enten IOFs liveside eller arrangørernes hjemmeside og følge de gratis udsendelser.

Fredag starter live-streamingen kl. 09:00 lokal tid, hvilket svarer til 10:00 dansk tid.

Lørdag starter damestafetten kl. 10:00 og herrestafetten 12:00 lokal tid - hhv. 11:00 og 13:00 dansk tid. Live-streamingen starter kl. 09:45 lokal tid.

Fredag starter live-streamingen fra langdistancen 09:30 lokal tid, hvilket svarer til 10:30 dansk tid.