Skip to main content

Verdensmester: Camilla Søgaard vinder guld på massestarten til VM i MTBO

| Camilla Bevensee | Nyheder

På VM's sidste dag formåede Camilla Søgaard, Horsens OK, endelig at "smadre de andre", og tage den verdensmestertitel hun med medalje på alle distancerne i Falun, har bejlet til under hele mesterskabet. På den intense massestart lykkedes det Camilla at køre sig helt til tops og tage guldmedaljen 5 sekunder foran verdensmesteren på langdistancen i søndags, Emily Benham Kvale fra Storbritannien. 

"Det går super godt derude. Til post 1 ligger jeg sammen med to andre, men vi splitter op, og jeg aner ikke om jeg er forrest eller bagerst. Jeg ser et par stykker derude, men da vi kommer ind forbi arenapassagen første gang, får jeg at vide af Allan (Jensen red.), at jeg er 30 sekunder efter hende der fører. Jeg ved ikke hvem der fører, eller hvilken position jeg er i, men moser bare på. Jeg kan se at jeg har hentet opad, efter arenaen hver gang vi har været forbi, men jeg kører mit eget løb og kæmper bare på. Jeg laver nogle små fejl, men jeg er stærk opad og satser nedad, og det holdt helt til mål, hvilket er sindssygt fedt. Jeg er så mega glad," fortæller Camilla Søgaard om sit guldløb. 

Nikoline Splittorff, FIF Hillerød, var også med i toppen, men smed desværre en medalje væk på runden efter publikumspassagen, hvor hun ikke var opmærksom på det skift i målestok, der var på den sidste del af banen. Nikoline kørte sig til en 5. plads, 5:23 efter Camilla, og opnåede endnu et fantastisk flot resultat i et stærkt internationalt felt.

Ikke lang tid efter Nikoline, krydsede Cæcilie Christoffersen, OK Øst Birkerød, som nummer 7, 5:31 efter Camilla. Cæcilie fandt i dag det top-10 niveau hun tidligere har vist at hun er god for, og efter at være kommet lidt dårligt fra start, kørte hun sig ind på de forreste og åd placeringer hele vejen til mål. 

Hos herrerne kom både Mikkel Brunstedt Nørgaard, OK Øst Birkerød, og Oliver Friis, Horsens OK, godt fra start, men for Oliver, var benene ikke helt friske efter den smule sygdom, han døjede med efter stafetten, som gjorde, at han ikke kørte langdistancen søndag. Oliver kom med det rigtige tog til post 1, men havde ikke det overskud, han normalt har, til at lukke hullerne, og han ender med at blive nummer 26, 6:35 efter vinderen Samuel Pokala fra Finland. 

To sekunder hurtigere end Oliver, kørte Mikkel Brunstedt Nørgaard i mål som nummer 25, efter et godt løb, hvor han også er med i front fra start. Mikkel får taget et forkert vejvalg til post fem, og må herfra jagte en større gruppe. Han kommer op til Oliver, og de to danske herrer kører mere eller mindre sammen resten af vejen. Mikkel kan som førsteårs senior konstatere, at konkurrencen er lidt hårdere i eliteklassen, og at de erfarne herrer kører stærkt. 

Danmark har taget 10 medaljer ved årets VM i MTBO, og som den eneste nation mindst én medalje på alle distancer

"VM startede rigtigt godt med en guldmedalje til Nikoline, og sluttede rigtig godt med en guldmedalje til Camilla, og de to har ligesom rammet et rigtig godt mesterskab ind, hvor de fleste har præstationer de kan være stolte af med hjem," fortæller landstræner Allan Jensen om et mesterskab, der har været meget spændende at følge.

Udvalgte resultater

Damer

16.040 m, 47 startende
Plac Navn Land Tid Diff.
1 Camilla Søgaard Denmark 1:02:36  
2 Emily Benham Kvale Great Britain 1:02:41 +0:05
3 Martina Tichovska Czechia 1:05:49 +3:13
4 Henna Saarinen Finland 1:05:50 +3:14
5 Nikoline Splittorff Denmark

1:07:59

+5:23
6 Ingrid Stengard Finland 1:08:04 +5:28
7 Cæcilie Christoffersen Denmark 1:08:07 +5:31

Herrer

19.240 m, 66 startende
Plac Navn Land Tid Diff.
1 Samuel Pokala Finland 1:08:29  
2 Davide Machado Portugal 1:10:15 +1:46
3 Krystof Bogar Czechia 1:10:16 +1:47
4 Simon Braendli Switzerland 1:10:20 +1:51
5 Andre Haga Finland 1:10:41 +2:12
6 Andreas Waldmann Austria 1:10:49 +2:20
25 Mikkel Brunstedt Nørgaard Denmark 1:15:02 +6:33
26 Oliver Friis Denmark 1:15:04 +6:35

Se alle resultater fra massestarten via IOF Eventor her: https://eventor.orienteering.org/Events/ResultList?eventId=7461&groupBy=EventClass