WMTBOC: Sølv til Camilla Søgaard på langdistancen
Endnu en dag til VM i MTBO i Falun, og endnu en medalje til Danmark og Camilla Søgaard, for tredje dag i træk. Der var i nogle timer usikkerhed om, hvorvidt sølvmedaljen skulle veksles til en af guld, og et forsvar af verdensmestertitlen for Camilla, men den danske protest mod britiske Emily Benham Kvale, blev underkendt af en enig jury.
Den britiske rytter, nu verdensmester, havde helt tydeligt på både GPS-spor og TV-sending, skudt genvej over et lille forbudt område ved indkørslen til arenaen, men juryen argumenterer for underkendelsen, med at genvejen ikke gav en nævneværdig fordel, og at kortet og terrænet i området, på flere måder var uklart.
Om medaljen er af guld eller sølv, ændrer ikke på at Camilla Søgaard leverer endnu en verdensklasse præstation, og hun er også selv godt tilfreds med præstationen i det noget mere stenede terræn end på mellemdistancen og stafetten.
"Jeg synes det var hårdt i dag, og jeg skulle presse på, på alle de lange stræk. Jeg er godt tilfreds, og jeg tror jeg har taget de rigtige vejvalg," fortalte Camilla Søgaard efter målgang på langdistancen, hvor hun ender med at tage sølvmedaljen 1:07 efter Emily Benham Kvale fra Storbritannien.
Cæcilie Christoffersen fandt sit tidligere høje tempo frem i dag, og ender på trods af et par dårlige vejvalg og ikke helt perfekt gennemførsel, på en flot 9. plads, 6:42 efter vinderen.
Hos herrerne kørte Mikkel Brunstedt Nørgaard som den eneste dansker langdistancen, og leverede igen en god præstation i det hårde felt. Mikkel ender som nummer 19, 12:42 efter vinder Marcus Jansson fra Sverige, og håndterer det både teknisk og fysisk krævende, stenede terræn rigtigt flot.
Både Nikoline Splittorff og Oliver Friis måtte stå over i dag, da de ikke var helt friske, og i stedet for at køre den hårde langdistance valgte at fokusere på at blive helt frisk til de sidste to distancer ved VM, sprinten på tirsdag og massestarten på onsdag.
I morgen, mandag, har rytterne i Falun hviledag.
Udvalgte resultater
Damer
20.400 meter, 46 startende
1. Emily Benham Kvale, Great Britain, 95:56 +0:00
2. Camilla Søgaard, Denmark, 97:03 +1:07
3. Ruska Saarela, Finland, 97:57 +2:01
4. Cecilia Thomasson, Sweden, 99:47 +3:51
5. Marika Hara, Finland, 100:03 +4:07
6. Antonia Haga, Finland, 100:28 +4:32
7. Gabriele Andrasiuniene, Lithuania, 100:53 +4:57
8. Ingrid Stengard, Finland, 102:29 +6:33
9. Cæcilie Christoffersen, Denmark, 102:38 +6:42
Herrer
27.340 meter, 70 startende
1. Marcus Jansson, Sweden, 112:47 +0:00
2. Krystof Bogar, Czechia, 114:19 +1:32
3. Andre Haga, Finland, 115:52 +3:05
4. Samuel Pokala, Finland, 116:15 +3:28
5. Simon Braendli, Switzerland, 119:05 +6:18
6. Jiri Hradil, Czechia, 119:29 +6:42
19. Mikkel Brunstedt Nørgaard, Denmark, 125:29 +12:42
Se alle resultater fra langdistancen i Falun her.