Skip to main content

De yngste landshold udtages til EYOC, JWOC og WUOC, efter weekendens testløb i Vestjylland

| Camilla Bevensee | Nyheder

Når den første af 76 tilmeldte løbere i klasserne H/D15-16, H/D17-20 og H/D21, på lørdag løber afsted på mellemdistancen til EYOC/JWOC/WUOC testløbene, er det ganske givet med sommerfugle i maven. Der er billetter til ikke mindre end tre internationale mesterskaber på spil for de unge løbere, som bliver kastet ud i noget af det fineste vestjyske terræn, Danmark har at byde på. 

Lørdag løbes der en mellemdistance i Blåbjerg, der ligger syd for Ringkøbing Fjord, og søndag byder arrangørerne fra forbundet og eliteudvalget, på langdistance i Stråsø, en god time længere mod nord, sydvest for Holstebro. 


Eva Örnhagen Jørgensen har været rigtigt godt løbende på konkurrencerne i foråret, og efter en overbevisende sejr i D20 til DM sprint i sidste weekend, er hun et godt bud på en løber, der kan løbe sig på JWOC-holdet i weekenden. Foto: Iben Valery

For de 15-16-årige løbere, er det muligheden for at løbe sig på holdet, der i starten af juli skal løbe ungdoms EM i Ungarn (European Youth Orienteering Championships, EYOC), der er på spil. Juniorerne i klassen H/D17-20, har både mulighed for at blive udtaget til VM for juniorer (Junior World Orienteering Championships, JWOC), der foregår i Portugal i midten af juli, og til D/H17-18 klassen til EYOC, når de løber afsted ud i indlandsklitterne i weekenden. Der bliver sendt 6 herrer og 6 damer afsted til JWOC, og 4 af hvert køn i både ungdoms- og juniorklasserne til EYOC. 

Løbene er også testløb til VM for universitetsstuderende, WUOC (World University Orienteering Championships), hvor de bedste løbere under 23 år, der ikke er udtaget til WOC 2022 i Trekantområdet, har mulighed for at komme til Schweiz og få international konkurrenceerfaring. Der bliver sendt et hold på 4 dameløbere og 4 herreløbere afsted til Schweiz og WUOC, der foregår midt i august.

U18-landstræner Astrid Ank Jørgensen, der udover at skulle udtage holdene til JWOC og EYOC, også har været med til at arrangere testløbene, glæder sig til en spændende testløbs-weekend.

"Jeg glæder mig til at se løberne give den gas. Der er mange løbere om buddet til JWOC og EYOC pladserne, så det bliver spændende at følge med. Det bliver to krævende dage, så løberne skal kunne bevare roen og fokusere på orienteringen hele vejen," fortæller Astrid Ank Jørgensen. 

Startlister og instruktion til testløbene, og udtagelseskriterier for alle mesterskaberne, kan alt sammen findes her: https://do-f.dk/dansk-orienterings-forbund/landsholdet/information