Skip to main content

MTBO EM starter torsdag

| Camilla Bevensee | Nyheder

Tekst: Morten Bang Nørgaard med input fra Allan Jensen

Så er der kun én dag til, at startskuddet lyder for et af årets første højdepunkter i den internationale MTBO kalender. Europamesterskaberne, som denne gang afholdes i Litauen, går i luften i morgen torsdag, med den indledende konkurrence som er mellemdistance for ungdoms- og juniorryttere. Eliterytterne kommer først på banen fredag.

I skrivende stund er det danske hold på vej mod stævnelokationen, som nogen nok vil synes ligger lige tæt nok på grænsen til Hviderusland, taget de sidste måneders begivenheder i regionen i betragtning. Der er dog aldeles fredeligt i og omkring Ignalina i det østlige Litauen, og holdet tager derover med fuld fokus på opgaven, som ud over EM medaljer også handler om at samle point til det samlede sæsonregnskab, da EM også er den første afdeling af årets World Cup for eliten.

Danmark sender 9 ryttere afsted til mesterskaberne. Et par af de aktive og tidligere meget succesfulde juniorryttere på herresiden, er i 2022 rykket op i det fine seniorselskab, hvor der ganske givet også venter en meget hård konkurrence. På damesiden har Danmark i disse år fornøjelsen af en efterhånden rutineret og meget velkørende samling elite-ryttere, som alle hører til i den absolutte top på en god dag. Til årets EM, er der pga. af skader og frafald desværre ingen junior-ryttere med, men glædeligt er der denne gang blevet plads til en enkelt ungdomsrytter på hhv. pige- og drenge-siden.

Efter de yngste har været i vælten torsdag, i forholdsvis fladt terræn domineret af fyrreskov med mange hurtige og faste stier, tilslutter eliten sig til løjerne, når rytterne kaster sig over fredagens sprintdistance. Terrænet her har ligheder med det de yngre har kørt i dagen inden, og forventes at minde lidt om det terræn der findes omkring Åhus i det sydlige Sverige, hvilket nok skulle være velkendt for mange danske o-løbere. 

Derimod kommer der lidt andre boller på suppen, når feltet skal køre langdistance lørdag. Her venter et noget mere bakket terræn, med både gode og hurtige stier, og mere langsomme og tekniske spor. På de af arrangøren offentliggjorte (ret så gamle) kortudsnit, ses et meget uoverskueligt kurvebillede, hvor det i høj fart kan være vanskeligt at overskue hvordan man undgår at blive straffet af tage vejvalg med flest mulig højdekurver. De afsluttende stafetter køres i lidt fladere terræn med mere kuperede områder indimellem.

I forhold til hvad rytterne er vant til på hjemlige breddegrader, er det mest specielle ved EM i Litauen nok sagtens at der her må cykles i terrænet, hvilket de ikke er vant til herhjemme og i mange andre lande. Det er en udfordring at omstille sig til denne uvante regel, som åbner op for helt andre vejvalgs-muligheder og -problematikker. Landstræner Allan Jensen bemærker at holdet kommer til at have fokus på netop dette i optakterne til konkurrencerne.

Det kan typisk sjældent betale sig at cykle gennem terrænet, og man skal være varsom med at gøre det, men samtidig skal man have blik for de muligheder der måske byder sig. Det gælder med andre i ord i høj grad om at være god til at oversætte terræn til kort, og omvendt, for at kunne træffe de gode beslutninger undervejs. Landstræneren ser dog på holdets vegne, frem til udfordringerne, og er ikke bleg for at sige at målsætningen uden tvivl er at komme hjem med medaljer - og gerne af guld:

Sidste år stod junior drengene for en stor medaljehøst, men det må vi nok afskrive i år, da Morten og Mikkel er blevet seniorer, og Noah desværre er skadet. Så vi har ganske enkelt ingen juniorer til start. Vi ved at Camilla og Nikoline plejer at være gode for medaljer hos senior damerne, og med de fornemme takter Morten har vist i foråret, så er det fuldt sandsynligt at han kan kæmpe med om medaljerne allerede her i sit første år som senior. Desuden håber jeg, at vi kan ramme dagen og være med helt fremme i mix-stafetten, så vi får sluttet mesterskabet af med manér. Jeg synes vi har haft en god optakt frem mod EM, med gode præstationer fra hele holdet, så nu gælder det om igen at ramme topniveauet når det gælder,” fortæller Allan Jensen.

Herfra skal der lyde mange ønsker om at rytterne på de følgende dage rammer dagsformen og får taget de gyldne vejvalg når det gælder. Under alle omstændigheder skal det nok blive meget intenst, og vi håber der bliver kamp til stregen med danske farver som et naturligt islæt, hver dag.

Der forlyder at der er live-TV sendinger fra MTBO EM. Lige præcis hvordan disse er tænkt castet, er i skrivende stund usikkert, men se links herunder for at følge med.

Hjemmeside for MTBO EM: https://emtboc2022.lt/

MTBO EM på Facebook: https://www.facebook.com/EMTBOC

MTBO EM Sprint Live TV: https://play.tv3.lt/lives/tiesiogiai,live-2788935/europos-orientavimosi-kalnu-dviraciais-cempionatas-2022,programme-4197609?fbclid=IwAR0ZOllW5Uuir2UmF8jxpM89iQukNk4PzzK-EpOjbOau30qXn8m0wLRskIk

MTBO EM Lang Live TV: https://play.tv3.lt/lives/tiesiogiai,live-2788935/europos-orientavimosi-kalnu-dviraciais-cempionatas-2022,programme-4197610?fbclid=IwAR3mb_mpwk5RQw4RTTixs3eDxEys16ZXUtUnFklVR9qEvlrPBqKD_JkRSH0

MTBO EM Mix stafet Live TV: https://play.tv3.lt/lives/tv6-lt,live-2838694/europos-orientavimosi-kalnu-dviraciais-cempionatas,programme-4188637?fbclid=IwAR0wE2aOzDHT6AHe3fCsFoKWnquX0HxwR4eC9JNxEmYbxbZW5hqsRbsCfC8

MTBO EM GPS tracking mm.: https://orienteering.sport/event/emtboc-2022/welcome/

 
Udsnit af langdistanceterrænet til EM i MTBO

Program for EM (danske tider):
Torsdag 19. maj: Mellemdistance kl. 09:00 (kun Ungdom)
Fredag 20 maj: Sprint kl. 09:00
Lørdag 21 maj: Langdistance kl. 08:00
Søndag 22 maj: Mix Stafet (Elite) kl.10:45


Danmarks EM-hold

Damer:

Camilla Søgaard (Horsens OK)

Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)

Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)

Herrer:
Oliver Friis (Horsens OK)

Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab)

Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)

Allan Jensen (Silkeborg OK), kører sprint og mix-stafet

Pige Ungdom:
Miri Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)

Drenge Ungdom:
Viktor Alexander Magtengaard (Allerød OK)