MTBO Landsholdet forbereder sig til EM og VM
Tekst: Katja Brunstedt
I den forgangne weekend drog en del af det danske MTBO Landshold til Sverige for at deltage i to afdelinger af den Svenske MTBO Cup ved Tranemo, 70 km syd-vest for Jönköping. Her var der både mulighed for sparring mod de svenske elite-ryttere, relevant træning frem mod VM i Falun i Sverige til Juli, og bare god træning med kort på styret frem mod EM i Litauen om 3 uger.
Lørdag stod der Langdistance på programmet. Hos damerne tog Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød) efter godt 100 minutter i skoven er sikker sejr med 4 minutter ned til Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød). Og med de to veteraner, britiske Emily Benham Kvåle og finske Ingrid Stengård, på de næste placeringer, måtte de svenske ryttere se sig henvist til de lidt lavere placeringer på deres hjemmebane.
Kortudsnit: D-21 langdistance-banen
Hos herrerne tog henholdsvis Oliver Friis (Horsens OK), godt kørende landstræner Allan Jensen (Silkeborg OK) og Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab) sig af 4., 5. og 6. pladsen efter to svenskere og en finne. 37 sekunder skilte de 3 danske herrer efter 100 min i skoven, og Oliver var 6 min efter den svenske landsholdsrytter Marcus Jansson der vandt med 4 minutter foran kollegaen Sebastian Svärd og finnen Miika Nurmi på hhv. 2. og 3. pladsen.
Terrænet i Tranemo var klassisk svensk, med både store skovveje med grus og mindre snørklede stier fyldt med rødder og sten, og dermed teknisk svære at køre på. Rytterne fortæller om udslagsgivende vejvalgs-orientering med lange stræk hvor det var svært at overskue hvad der var hurtigst. Lidt længere på større stier/grusveje eller kortere på de mindre stier hvor kørbarheden var et lotteri – det var ikke altid stierne ud fra kortet så lige så dårlige ud som de var i virkeligheden. Valgte man forkert kunne det koste flere minutter.
Søndag stod den på Mellemdistance i det samme terræn som der blev kørt i lørdag. Hos damerne blev Cæcilie igen bedste dansker på 4. pladsen ca. 4 minutter efter den svenske vinder Nadia Larsson. Nadia Larsson, ligeledes fra Sverige tog sig af 2. pladsen, foran britiske Emily Benham Kvåle på 3. pladsen. Nikoline var ca. 2 minutter efter Cæcilie på 8 pladsen. Hos herrerne tog Morten sig af sejr, knap 20 sekunder foran en svenske Marcus Jansson på 2. pladsen og Oliver yderligere 50 sekunder efter på 3. pladsen.
Kortudsnit: H-21 mellemdistance-banen
Med på turen var også de to ungdoms-ryttere Miri Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød) og Viktor Magtengaard (Allerød OK), som begge er udtaget til EM om 3 uger. I Sverige køres der med en lidt anden klasse-inddeling (H/D-16 og H/D17-20) end i Danmark og internationalt (H/D-17 og H/D-20), så Viktor der er sidste-års ungdomsrytter og Miri der egentlig hører til i D16 med som havde valgt at køre D17-20, var oppe mod nogle ryttere der var en del ældre end dem selv. Med nogle vindertider der var noget længere end dem Miri og Viktor er vandt til i den hjemlige H/D-17 klasse, endte de begge lidt nede af resultatlisten, men helt sikkert med en masse god erfaring.