Skip to main content

MTBO Ungdom/Junior/Senior EM starter på torsdag

| Morten Bang Nørgaard | Nyheder 2021

 Portugal logoHer et par dage efter at vi alle havde fornøjelsen af at følge med i den internationale sæsonafslutning for løbe-eliten, er det nu ved at være tid til ditto for de cyklende. Når startskuddet torsdag morgen lyder til sprintdistancen for ungdoms- og junior-klasserne ved MTBO Europamesterskaberne i Portugal, markerer det en dag hvor man kan tage en dyb indånding og glæde sig over at der i det hele taget bliver et Europamesterskab for de yngste klasser i 2021. Mesterskabet skulle oprindeligt have været arrangeret i Rusland i august, men af Corona-relaterede årsager udgik de planer af kalenderen. På et sent tidspunkt tilbød de Portugisiske værter heldigvis at træde til som erstatning og mon ikke de rutinerede arrangører i det sydlige får stablet et godt kvalitets-arrangement på benene. Eliten slutter sig til forsamlingen dagen efter hvor der køres mellemdistance, efterfulgt af langdistance og stafetter. For eliten udgør EM samtidigt også den afsluttende runde 2 af den lidt amputerede World Cup 2021, så der er meget på spil, både med hensyn til medaljer, ranglistepoint og den endelige placering i World Cup regnskabet.  

Danmark sender 12 ryttere afsted til mesterskaberne, der køres omkring byen Abrantes, godt 150 km nordøst for Lissabon og dermed sådan set lige midt i Portugal. Her skal der i løbet af 4 intense dage køres det velkendte lidt afkortede MTBO EM-løbsprogram. Forventningerne til at kunne vise de danske landsholdstrøjer frem i sol og varme i den kommende uge er store. Og der er på forhånd ikke gjort noget synderligt for at lægge låg på de forventninger efter det fantastiske VM i Finland i juni, som gav et godt boost til holdet. Det kan jo vise sig at blive mere end svært at leve op til den medaljehøst, men mindre kan heldigvis også gøre det.  

Fra landstræner Allan Jensen lyder det her inden afrejse: ”Inden dette mesterskab har de meget specifikke forberedelser været lidt sparsomme, så denne gang bliver det lidt et EM der skal køres på rutinen”. Heldigvis er der flere af rytterne som har været på de kanter før, så de terræner der venter bør ikke komme som den helt store overraskelse. Landstræneren fortsætter: ”Derudover bliver det spændende at se hvad de to U17 ryttere kan udrette. Miri som er med for første gang, er hovedsageligt med for at gøre sine første erfaringer med international mesterskabsdeltagelse. Gertrud på den anden side, må efter et Junior VM sølv regnes som absolut favorit i klassen. Derudover er det spændende at se om elite damerne kan køre op til deres allerbedste og snuppe individuelle medaljer og om Morten kan gøre sig gældende i herre eliteklassen som han stiller op i ved de individuelle konkurrencer. Herudover er det et godt spørgsmål om Mikkel kan snuppe mere junior guld. Mulighederne er gode! Jeg håber virkelig at vi kan ride videre på den gode spiral fra VM, hvor hele holdet med god og positiv indstilling og sammenhold samlet bidrog til den store succes.”

Herfra skal der lyde mange ønsker om at rytterne på de følgende dage rammer dagsformen og får taget de gyldne vejvalg når det gælder. Under alle omstændigheder skal det nok blive meget intenst, og vi håber der bliver kamp til stregen med danske farver som et naturligt indblandet element, hver dag.

Hjemmeside for VM: https://mtbo2021.fpo.pt/  

Live-TV: Der er efter sigende set et link på Facebook som indikerer at der vil være live transmissioner fra mesterskaberne. I skrivende stund er Facebook dog nede så det vender vi tilbage til.

Program for EM:

  • Torsdag d. 7. oktober: Sprint kl. 09:00
  • Fredag d. 8. oktober: Mellemdistance kl. 09:00
  • Lørdag d. 9. oktober: Langdistance kl. 09:00
  • Søndag d. 10. oktober: Mix Stafet (Elite) kl.12:00, Stafet (Junior & Ungdom) kl. 10:00

Danmarks VM-hold:

Damer:

  • Camilla Søgaard (Horsens OK)
  • Cæcilie Rueløkke Christoffersen (OK ØST Birkerød)
  • Nikoline Holm Splittorff (FIF Hillerød)
  • Birka Øhlenschlæger Nielsen (Silkeborg OK)
Herrer:
  • Oliver Friis (Horsens OK)
  • Thomas Steinthal (FIF Hillerød)
  • Morten Ingmar Örnhagen Jørgensen (OK Snab), kører stafet i juniorklassen
  • Allan Jensen (Silkeborg OK), kører kun stafet

Herre Junior:

  • Mikkel Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)
  • Noah Tristan Hoffmann (Mariager Fjord OK)

Dame Ungdom:

  • Gertrud Riis Madsen (Rold Skov OK)
  • Miri Brunstedt Nørgaard (OK ØST Birkerød)

Som en afsluttende bemærkning skal det også lige nævnes, at der ved samme lejlighed køres VM for MTBO Masters, dvs. alle dem der er fyldt 35 somre og opefter. Der er et lille kontingent af danske deltagere med, følg med i deres bestræbelser her: https://mtbo2021.fpo.pt/