Skip to main content

World Cup: Stabil dansk dag – men ingen fejlfrie løb på mellemdistancen

| Nyheder 2021

2021 worldcupita lang jeppe soeren cecilie


Landstræner Jeppe Ruud, Cecilie Klysner og Søren Thrane Ødum ser på kort efter langdistancen torsdag. Foto: Iben Valery

De 12 danske World Cup-løbere fik igen i dag muligheden for at måle sig med resten af verdenseliten på lørdagens mellemdistance ved World Cup-finalen i Italien.

Ligesom torsdagens langdistance lagde de spektakulære Cansiglio-skove terræn til dagens strabadser med masser af højdekurver og kurvedetaljer, der skulle overskues.

Miri Thrane Ødum placerede sig bedst af danskerne med en 27. plads efter dameklassens 4,4 kilometer med 190 meter stigning. Fire af landsholdskammeraterne fulgte tæt efter: Line Cederberg blev nummer 30, Cecilie Klysner og Ida Agervig Kristiansson delte 32. pladsen og Annika Simonsen blev nummer 36.

- Der er flere, der leverer stabile løb, men der er ingen, der har et helt rent løb uden fejl. Og vi havde nok håbet på to placeringer i omegnen af top 20, men det får vi altså ikke helt i dag. Til gengæld viser det noget stabilitet, at vi har fem dameløbere i World Cup-pointene (der er point til de 40 bedste). Line, Cecilie og Miri fortsætter med stabile løb, Ida kommer tilbage efter en svær dag på langdistancen i torsdags og Annika kan være godt tilfreds med i dag, synes jeg, siger landstræner Tue Lassen.

Hos herrerne kæmpede Magnus Dewett sig hurtigst igennem bakkerne af danskerne og sluttede som nummer 50. Igen var forspringet til landsholdskammeraterne ikke stort – Malte Kjær Hemmingsen blev 53’er og Søren Thrane Ødum fulgte umiddelbart efter som nummer 54.

- Det er lidt det samme hos herrerne – vi har nogle stabile løb, men alle taber lidt tid i terrænet og der er rigtig mange løbere med højt niveau i feltet. Malte er glad for at komme igen efter langdistancen, mens Søren er skuffet efter en fejl på banens langstræk, hvor han mister overblikket og taber tid. Han lå ellers til en placering i midten af 20’erne, så han er ærgerlig, fortæller Tue Lassen.

I den samlede World Cup-stilling betyder dagens resultat at Søren Thrane Ødum slutter som nummer 18, hvilket alt i alt må siges at være ganske imponerende af en sidsteårs juniorløber.

Afgørelsen på dameklassen blev en neglebider, hvor Sveriges Tove Alexandersson og Simona Aebersold, Schweiz skiftedes til at føre på radioposterne – og vinderen af dagens mellemdistance ville samtidig tage den samlede World Cup-sejr. Mod slutningen var Tove Alexandersson hurtigst med 23 sekunder på målstregen – og vandt dermed World Cuppen for syvende år i træk!

Den svenske juniorløber Hanna Lundberg blev nummer fire i dag efter Norges Andrine Benjaminsen og blev dermed treer i den samlede World Cup.

Herreklassen kunne følges uden samme neglebideri idet Norges Kasper Fosser både førte klart i den samlede stilling inden start og vandt suverænt med knap halvandet minut til Matthias Kyburz, Schweiz, der også blev nummer to i World Cuppen. Hans landsmand Daniel Hubmann blev samlet treer.

Find resultater, kort, GPS-tracks og tv-sendingen hos IOF. 

I morgen afsluttes World Cuppen – og dermed den internationale sæson - med en sprintstafet i skisportsbyen Cortina d’Ampezzo.

Danmark stiller med følgende tre hold:
1. Ida Agervig Kristiansson, Emil Øbro, Søren Thrane Ødum, Cecilie Klysner
2. Line Cederberg, Rasmus Møller Jess, Magnus Dewett, Nicoline Klysner
3. Miri Thrane Ødum, Malte Kjær Hemmingsen, Eskil Schøning, Annika Simonsen

- Vi håber på at løbe os blandt de seks bedste nationer. Flere af nationerne stiller med op til fire hold, så det bliver intenst med omkring 50 hold på startstregen. Der er mange om buddet, siger landstræner Tue Lassen.

Sprintstafetten begynder kl. 13.30 og kan følges hos IOF, SVT og NRK.