DM Stafet og Lang venter i weekenden
I weekenden er det igen tid til at samles i stor flok for at kåre danske mestre i orientering i stafet- og langdistancedisciplinen.
I fjor kunne det ikke lade sig gøre at afvikle DM Stafet på grund af coronarestriktionerne, men lørdag sørger OK West og OK Esbjerg for, at vi skal finde landets skrappeste stafetklubber i den udfordrende Blåbjerg Plantage.
Flere end 500 er tilmeldt DM Stafet og eliteklasserne er flot besat og alt tyder på nogle spændende opgør i plantagen.
I H21 er knap 20 hold klar på startstregen, og der ser ud til at være mange stærke hold i mellem, mens de 11 hold i D21 helt sikkert også vil give hinanden kamp til stregen i det detaljerige terræn.
I forbindelse med præmieoverrækkelsen lørdag er der hyldest for de internationale medaljevindere i år – læs mere om det her.
Søndag rykker DM-feltet mod nord for at løbe langdistancen i Stråsø Plantage, hvor Vestjysk OK og Herning OK arrangerer.
Igen bliver der grund til at glæde sig over at vi kan samles til orienteringsløb på den gammeldags manér med stævneplads og meget mere. Flere end 600 er tilmeldt DM Lang – og også i eliteklasserne er der stærke felter at glæde sig over.
I D21 skal Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK forsøge at forsvare danmarksmesterskabet fra i fjor – men der er skarp konkurrence. Blandt andet fra DM Mellem-vinderen Nicoline Friberg Klysner, FIF Hillerød og andre landsholdsløbere som Miri Thrane Ødum, OK Øst, Line Cederberg, Tisvilde Hegn OK og Annika Simonsen – også FIF.
I H21 hedder den forsvarende mester Jakob Edsen (Aarhus 1900), men hvis han skal have endnu en guldmedalje med hjem søndag, kræver det at han er hurtigere end DM Mellem-vinderen, Andreas Bock, OK Pan og Magnus Dewett, OK Snab, der kun var et sekund efter Andreas for tre uger siden i Grejsdalen.
En lang række landsholdsløbere som Eskil Schøning, Laurits Bidstrup Møller, Emil Øbro, Björn Cederberg og Rasmus Møller Jess er også på startstregen og vil med garanti gøre alt for at ende øverst på medaljeskamlen.
DM Lang er næstsidste afdeling af seniorernes Trimtex Senior Cup, mens juniorerne afgør Løberen League.
Hos juniordamerne fører Hedvig Gydesen (OK Melfar) med 560 point, men hun stiller ikke til start og både den nyslåede juniorverdensmester Malin Agervig Kristiansson (OK Snab, 544 point) og hendes klubkammerat Eva Örnhagen Jørgensen, 528 point kan løbe med den samlede sejr, hvis alt flasker sig for dem.
Hos juniorherrerne er der til gengæld ingen tvivl om at Linus Agervig Kristiansson (OK Snab) vinder samlet – til gengæld er der spænding om andenpladsen, hvor klubkammeraten Jeppe Edvardsen kan overhale Oscar David Broman Jensen, Allerød OK med et godt løb.
Dyk ned i ranglisterne her på DOF's hjemmeside.
Der er overrækkelse af rangliste-gavekort til dagens vindere og de samlede vindere søndag. Gavekortene fra tidligere afdelinger, der ikke er blevet delt ud – vil ske individuelt på stævnepladsen hvis muligt.
DM Stafet hjemmeside:
DM Stafet Facebookside:
DM Lang hjemmeside:
DM Lang Facebookside: