JWOC mellem finale
Linus Agervig Kristiansson blev bedste dansker med en fin 19. plads. Billedet er fra Danish Spring lang i august, hvor han vandt.
På en dag hvor svenskerne brillerede med guld i begge klasser - og en sølv og bronze til lige at toppe præstationen, var danskerne et stykke efter. Så armene er ikke lige så højt oppe i dag, som de var på sprinten.
Dagens baner var teknisk meget udfordrende især i starten. Der var dog flere af danskerne, der kom rigtig fint fra start. Landstræner Astrid Ank Jørgensen uddyber: "Der var flere (af løberne) der løste den teknisk svære start godt. Især Jacob (Steinthal) og Mathilde (Smedegaard Madsen). Men et enkelt bom for begge sætter dem desværre ud af spillet. Eva havde også en rigtig fin start, men taber sin brik og ender med at bruge lang tid på det."
Linus nr. 19
Så der var ikke nogen der var med helt deroppe, hvor det var rigtig sjovt. Linus Agervig Kristiansson løb dog en helt godkendt 19. plads i hus.
Jacob Steinthal lå på en 5. plads efter de første fire poster, men mistede fire minutter og 41 placeringer på det svære langstræk i den tætte tyrkiske skov. Herefter holdt han tempo med top 5 løberne resten af vejen, og fik løbet sig op på en placering som nr. 24.
For Jeppe Edvardsen blev det en dag med for mange bom. Han sluttede som nr. 54
Mathilde bedste dansker
Mathilde Smedegaard Madsen fik en forrygende start. Efter de første fire tekniske poster og banens længste stræk, lå hun på en 4. plads. Men især et 2½ minutters bom på post 10 blev dyrt - og hun sluttede som nr. 30 - 6 minutter efter den svenske storfavorit Hanna Lundberg, der løb en sikker sejr i hus.
Hedvig Valbjørn Gydesen sluttede som nr. 33. Det blev også til lidt for mange bom for hende. Men hun holdt fart med top 10 løberne på de passager hvor det gik godt. Eva Örnhagen Jørgensen kom også godt fra start, og lå faktisk nr. 3 efter tre poster. Men uheldet med den tabte brik fik hende slået ud af den, og hun end på en placering som nr. 48.
Amalie Ertmann blev nr. 52 og gårsdagens guldmedaljør Malin Agervig Kristiansson blev nr. 54 efter en dag med mange store bom. Til gengæld viste hun også i dag, at farten er til at være med helt fremme, når orienteringen sidder i skabet.
Så der er masser af tegn på, at både pigerne og drengene kan være med i det tempo der skal til. Så hvis de får knækket den tekniske nød til langdistancen og stafetten, så har vi ikke set de sidste danske topresultater ved dette junior-VM. Og det er da også det holdet ser frem mod nu. Astrid Ank Jørgensen summer dagen op således: "Det har været en hård dag for de fleste, nu har vi en hviledag i morgen, og så begynder vi at se frem mod langdistancen og stafetten, hvor vi tror på, at vi kan lykkes rigtig godt".
Langdistancen på torsdag kan ligesom de andre konkurrencer følges på IOF's livecenter