Skip to main content

GULD TIL MALIN AGERVIG KRISTIANSSON PÅ JWOC SPRINT

| Thomas Jensen | Nyheder 2021

 

2021 JWOC sprintguldTo stolte piger med de synlige beviser for deres fantastisk præstationer på dagens JWOC sprint. Malin Agervig Kristiansson med sin guldmedalje og Hedvig Valbjørn Gydesen med diplom for sin 5. plads.

Guld til Malin
Det er to stolte landstrænere Jeppe Ruud og Astrid Ank Jørgensen, der kunne melde om "En fantastisk dansk dag med vores første medalje siden 2014".

Og det var virkelig en fantastisk dag og den perfekte start på JWOC. Trænerne fortsætter "Malin løber et godt løb fra start til mål, og selvom hun mister føringen efter arenapassagen, så holder hun hovedet koldt og tager føringen tilbage med en rigtig stærk afslutning."

I mål vandt Malin Agervig Kristiansson med fem sekunder ned til svenske favorit Hanna Lundberg, der for nogle uger siden vandt en World Cup afdeling i seniorklassen.

Dagens sprint blev afviklet i tyrkiske Kocaeli. Det var en meget kuperet og fysisk krævende sprint - men samtidig var det en teknisk krævende sprint, med flere afgørende langstræk, hvor løberne skulle overveje om man skulle vælge komplekse vejvalg med meget trappeløb - eller løbe lidt længere, men samtidig gøre det lettere både orienteringsteknisk og løbsteknisk.

Malin var naturligvis rigtig glad os tilfreds. Hun udtalte om løbet: "Fysisk var det meget hårdt hele vejen, men teknisk synes jeg, at jeg tog de rigtige vejvalg og stolte på mine beslutninger og gennemførte dem godt. Så alt i alt et rigtig godt løb".

Det må man sige det var. GPS trackingen giver Malin ret i, at hun tog alle de rigtige vejvalg på nær til posten før publikumspassagen. Her mistede hun 7-8 sekunder til Hanna Lundberg, og var for første gang i konkurrencen ikke i føring. Men Malin afsluttede rigtig stærkt og vendte et minus på tre sekunder til et forspring på 5 sekunder på de sidste tre poster, og kunne dermed sikre sig den ultimative triumf.  

Podieplads til Hedvig
Malin var ikke den eneste dansker, der løb rigtig flot i dag. Hedvig Valbjørn Gydesen blev nr. 5 - blot 9 sekunder fra bronzemedaljen. Jeppe og Astrid fortæller: "Hedvig har en ligeså stærk start som Malin, men nogle få konkurrenter nåede at smutte forbi, og hun ender på en flot 5. plads. Inden start havde vi troet på pigerne, og at de indfrier de forventninger viser deres verdensklasseniveau."

Så to danske piger på podiet på JWOC's første dag, det er intet mindre end en fantastisk præstation.

Alle piger i bedste halvdel
De fire sidste piger løb også rigtig flot. Mathilde Smedegaard Madsen, Eva Örnhagen Jørgensen, Amalie Ertmann og Alberte Kaae Nielsen var mellem 2:04 og 2:53 efter Malin som nr. hhv. 40, 41, 48 og 57. Det vil sige, at vi havde alle danskere i den bedste halvdel af feltet.

Søren nr. 7
I herreklassen fik Søren Thrane Ødum ikke taget det optimale vejvalg på banens længste stræk til post 4. Det kostede ca 15. sekunder. Ellers ser det ud til, at han har løbet et flot løb. Han var dog ikke selv helt tilfreds. Det rakte til en flot 7. plads - 28 sekunder fra sejren og 15 sekunder fra bronzen. Jeppe og Astrid uddyber: "Søren havde større forventninger end en 7. plads, og er skuffet efter et løb som han følte var lidt rodet. Men han kommer tilbage fra sygdom i ugen op til start på JWOC, og er klar til at kæmpe med om medaljerne på de næste distancer".

Jacob Steinthal og Jeppe Edvardsen løb også rigtig flot og sluttede som nr. hhv 18 og 20 godt et minut efter den italienske vinder Francesco Mariani. Linus Agervig Kristiansson blev nr. 30 yderligere ca. 30 sekunder efter Jacob og Jeppe, mens Oscar David Bromann Jensen brugte seks sekunder mere end Linus på at blive nr. 39. Rigtig flotte indsatser af alle disse løbere. Theis Munktved ramte som eneste danske ikke rigtig dagen i dag og sluttede som nr. 81 i det 137 mand store felt.  

Flot holdpræstation
Alt i alt kan Danmark være super stolte af dagens præstation. Malins guld overskygger naturligvis alt, men Hedvig og Sørens præstationer er også i verdensklasse - og hele holdet har løbet op til deres bedste med alle piger i bedste halvdel og fem af seks drenge i den bedste tredjedel. En fantastisk start på JWOC.

Program for resten af mesterskabet

Mandag den 6. september 2021 Mellemdistance kvalifikation
Tirsdag den 7. september 2021 Mellemdistance finale
Torsdag den 9. september 2021 Lang finale
Fredag den 10. september 2021 Stafet

Konkurrencerne kan følges live på IOF's hjemmeside.