Skip to main content

Miri Thrane Ødum og Jakob Edsen hurtigste danskere i St. Dyrehave

| Nyheder 2021

FIF’s Testløbsweekend flyttede søndag formiddag til St. Dyrehave, hvor der ventede en WRE-mellemdistance, der samtidig gav point til juniorernes rangliste Løberen League.

Det var dermed klassisk nordsjællandsk åben bøgeskov det meste af vejen rundt med et vejvalgsstræk rundt om et moseområde lidt mere end halvvejs på banerne, der gav de største udfordringer for senior- og juniorløberne.

I D21 havde OK Pan Aarhus’ norske landsholdsløber Andrine Benjaminsen ligesom på gårsdagens sprint et ekstra gear, og vandt med mere end et minut. Herefter fulgte Miri Thrane Ødum, OK Øst Birkerød, der igen havde en pæn margin til Agnes Kracht, Tisvilde Hegn OK og Annika Simonsen, FIF Hillerød, der løber deres henholdsvis andet og første år i seniorklassen.

- Det var rigtig godt i dag. Jeg kunne fokusere på orienteringen, planlægning og gennemførslen – og løbe med den indstilling og attitude, jeg gerne vil løbe orienteringsløb, fortalte Miri Thrane Ødum efter løbet.

Ligesom resten af feltet var hun glad for at der igen er konkurrencer på programmet og at de internationale mesterskaber, EM i Schweiz i maj og VM i Tjekkiet i juli ser ud til at blive til noget.

- Det er så fedt, at det kan lade sig gøre nu. Selv om vi har trænet rigtig godt alle sammen, er det svært at have en relevans i det man laver. Så det er fedt at mærke konkurrenceattituden igen, sagde Miri Thrane Ødum.

I H21 fik Jakob Edsen revanche efter lørdagens tredjeplads og var hurtigst rundt på de 7,3 kilometer, der skulle tilbagelægges i dag. Rasmus Møller Jess, OK Roskilde var også godt løbende og bare 12 sekunder efter Edsen, mens Björn Cederberg snuppede tredjepladsen.

I damejuniorklassen var det også gårdagens tredjeplads – Eva Örnhagen Jørgensen fra OK Snab, der løb hurtigst på dagens mellemdistance. Hun var 45 sekunder foran Søllerød OK’s Mathilde Smedegaard Madsen, der igen var et lille minut hurtigere end gårsdagens vinder på sprinten, Malin Agervig Kristiansson, OK Snab.

Hos herrerne er Søren Thrane Ødum, OK Øst Birkerød kommet flyvende i gang med Løberen League – og har maksimumpoint efter de to første afdelinger her i weekenden. I dag var der mere end to minutter ned til andenpladsen og Oscar David Broman Jensen, Allerød OK og Linus Agervig Kristiansson, OK Snab, der blev treer.

Du finder resultater og link til O-track på Testløbsweekendens hjemmeside.

Stillingen i Løberen League findes via DOF’s hjemmeside her

Se flere billeder fra i dag på DOF's Facebookside

Foto: Helge Lang Pedersen og Erling Thisted