Skip to main content

Søllerøds Molboløb overlever med kreative corona-tiltag

| Nyheder 2021

2021 molboloeb

Arrangørerne af Søllerød OK’s traditionsrige Molboløb har haft den kreative hat på for at holde fast i årets udgave af løbsserien samtidig med at corona-restriktionerne bliver overholdt.

Løbene har i 60 år været i kalenderen de første ti søndage i året og tiltrækker flere hundrede løbere hver søndag. Der løbes i fire forskellige skove, der er spørgsmål inden for paratviden på posterne og konceptet tiltrækker mange, der ellers ikke finder vej med kort og kompas resten af året.

I normale år er der mødesteder inden døre, hvor deltagerne kan betale for kort, tegne poster ind og skifte tøj i tørvejr – og der er poster i skoven mellem kl. 9 og 11.

Det sædvanlige koncept strider naturligvis mod de strikse corona-restriktioner, og derfor har arrangørerne tænkt ud af boksen for stadig at kunne invitere til Molboløb.

Banerne lægges ud på Molboløbets hjemmeside fredag, så deltagerne kan printe derhjemme. I stedet for at klippe med klippetang, skal man have sin egen blyant med og notere svarene på det kontrolkort, man også selv printer. Der er poster i skoven fra kl. 9 -15, mødestedet er helt sløjfet og betaling foregår via Mobilepay.

- Når det foregår hen over alle de lyse timer, sikrer vi at løberne bliver spredt i skoven. Vi opfordrer til at man kun løber med personer inden for ens egen "boble," og at man holder afstand til de andre løbere, fortæller medarrangør Henrik Molsen i en artikel i Rudersdal Avis. (Læs artiklen her.)

Årets to første løb er afviklet med flot tilslutning og løbsserien fortsætter i Jægersborg Hegn på søndag.

Du kan læse mere på Molboløbs hjemmeside – og følge med på Molboløbets Facebookside.

Danmarks Idrætsforbunds side om coronarestriktioner mm. findes her.