Skip to main content

Kort - område

Kortet er helt centralt i vores idræt. Et kort i høj kvalitet er nødvendigt for indlæring af orienteringstekniske færdigheder, og for at vi kan konkurrere på et fair grundlag.

Udfordring
Korttegning bliver en stadigt mere teknisk disciplin og kræver stadigt mere specialiserede og veluddannede korttegnere, som klubberne almindeligvis har svært ved at mobilisere. På trods af lettelse i mulighederne for at få kortmateriale for fremstilling af grundkort i god kvalitet vil korttegningen fremadrettet byde på stigende udfordringer. Løberne sætter stadig større krav til kvaliteten på kortene.

Målsætninger

• Min. 50 personer skal hvert år være tilmeldt de tre seminarer for korttegnere.
• Min. 75 pct. af kortkonsulenterne skal møde frem til det årlige kortkonsulentseminar .
• Alle danske mesterskaber, internationale mesterskaber og World Ranking Event-stævner (både fod-o og MTBO) skal have tilknyttet en kortkonsulent. Det er p.t. ikke muligt at tilknytte kortkonsulenter til MTBO kortene, fordi disse tegnes så tæt på stævne datoen, at en kortkonsulent ikke kan tilknyttes.
• Vi skal hvert år tilbyde seminarer med terrænvandring og fagligt indhold for korttegnere i de tre kredse samt et landsdækkende kortkonsulentseminar. Vi skal desuden tilbyde uddannelse i anvendelse af computerprogrammer til korttegning.
• Vi skal efter klubbernes anmodning løbende tildele kortkonsulenter og afholde kurser.
• Vi skal arbejde på at få en repræsentant i IOF’s kortudvalg.
• Vi skal i 2015-2020 arbejde med at synliggøre værdien af og glæden ved korttegning over for medlemmerne i klubberne.
• Vi skal tiltrække nye korttegnere, herunder blandt ungdomsløbere og ungseniorer.

Strategi
Vi skal løbende tage initiativ til, at klubberne tegner kort med et højt kvalitetsniveau og følger gældende internationale normer. Forbundets kortkonsulenter under ledelse af den ansatte kortsupervisor skal vejlede og hjælpe klubberne til de bedst mulige arbejdsgange, hjælpemidler og grundmaterialer gennem hele korttegningsprocessen.

Uddannelse af korttegnere og kortkonsulenter er et vigtigt element, og vi skal tilbyde kurser i korttegning for alle løbsformater. Derudover skal vi følge med i og formidle ny viden om teknikker til rekognoscering, rentegning, fremstilling og trykning af orienteringskort.

Vi skal synliggøre værdien af korttegning over for nye potentielle korttegnere og tage os godt af dem, der viser interesse for korttegning. Der skal i forbindelse med forbundets skolesatsning fremstilles helt færdigt grundmateriale, så korttegningen kan være en god start for nye korttegnere.