Skip to main content

Herlufs 100

83-årige Luffe fra Svendborg Orienteringsklub løb langt i 2022. Helt præcist løb han 100 konkurrencer – for træningsløb gælder ikke - og nåede målstregen på årets sidste dag. Og selvom han har været vidt omkring for at nå op på de 100, har det primært været med cykel, bus og tog for at holde CO2-udslippet på det laveste. Læs mere om den klimabevidste seniorløber her. 

Af Jes Barkler

Herluf ”Luffe” Jensen fra Svendborg OK fik travlt i ”bagjulen” 2022. Den træningsdagbog, han havde ført i et halvt århundrede, sagde 97. Der var en uge tilbage af året, og han manglede tre løb for at runde 100 løb på et kalenderår. Så gjorde han noget, han ellers ikke er meget for: Han startede bilen. 

”Det er ikke noget særligt at løbe 100 løb på et år,” siger Luffe, da han bliver spurgt til den særlige præstation, ”det er spørgsmålet om at have tiden og økonomien til at komme rundt.” Luffe er i god fysisk form. Ikke at han plejer at vinder DM-medaljer, men han er altid klar til at løbe en bane mere. 

 

jes_barkler_6490acf528253a7f96adbc93752525d81bb65423b0cf0cea4a76170e06922ff32.jpg

Foto: Jes Barkler

 

Den grønne samvittighed

Det er CO2-regnskabet, der nager, når Herluf kører ud i decemberkulden. 2022-sæsonen har bragt ham vidt omkring: 5-dages løb i Finland, 5-dages i Belgien, 3-dages i Gøteborg og 3-dages i Polen, hvor han vandt en samlet andenpræmie i sin klasse. Han er meget klimabevidst og tager toget, når det er muligt. Til 3-dages i Gøteborg tog han færge fra Frederikshavn. Han erindrer også et år at komme til O-ringen med tog til Norrköping, hvorfra han tog cykel og bus til løbene. Overnatningerne er også meget forskellige, han har nøjedes med 9 hotelovernatninger, ellers har det været campingvogn og telt.

Rundt om i landet har han blandt andet været til Påskeløb, Midtjysk vinterlangdistance, Vestjysk 2-dages, Vikingedyst, JFM og Höst Open.

Der er noget kortere til den vanlige tirsdagstræning i Svendborg OK – det kunne nemt have givet de første 40 løb i regnskabet, men træningsløb tæller ikke med i de 100. Det skal være konkurrencer, men gerne flere slags orienteringsløb: Luffe har nemlig også en historie som verdensmesterskabsdeltager i mountainbikeorientering og var som 78-årig på landsholdet i præcisionsorientering. Han er således klubbens eneste IOF-licenserede løber i nyere tid udover Annika Henriksen og Cæcilie Christoffersen, der begge er MTBO-ryttere. Han ville gerne dyrke mere præ-O, men der er ikke så mange konkurrencer i løbskalenderen. Han pønser på at få tegnet den store lysning i den lokale Hallindskov på den helt rigtige og meget præcise måde til præ-O.

”Det er lige til at få dårlig samvittighed over. Jeg tør slet ikke regne på, hvad det blev til over hele året,” siger Luffe, da han tænker tilbage på, at slutspurten med tre løb mellem jul og nytår fik triptælleren på bilen til at stige med 900 km. En vinterlang 2. juledag og et løb i Jelling dagen efter bragte ham på 99. Men der var ret tomt i løbskalenderen resten af året.

Dagbogen

Planen om at løbe 100 løb i 2022 var ikke et nytårsforsæt. Først i efteråret så han i sin træningsdagbog, at det var blevet til særligt mange løb i 2022, og så opstod tanken om at runde 100 løb inden årets udgang. Allerede i sin tid som atletiktræner begyndte han at notere løbene ned i en bog.

Herluf Jensen begyndte som 10-12-årig på orienteringsløb via en atletikklub. En legekammerats mors kæreste var Karl Petersen, som var en landsholdsløber med talent nok til at kunne udfordre svenskerne, husker Luffe.

Han startede med selv at tegne kort over en park sammen med nogle kammerater, og de lagde poster ud for hinanden, og så løb de to og to rundt og fandt dem. ”Den første klub var Stifinderne, en af 11 klubber i Aalborg, der havde orienteringsløb på programmet,” siger han og erindrer, at den ældste af Bobach-familien løb for spejderklubben KFUM på det tidspunkt. Herlufs daværende kæreste var med til at tegne det første kort over Hammer Bakker, men ingen af klubberne ville være en del af DOF på det tidspunkt.

Men så kom han til København i 1961 og kunne melde sig ind i en rigtig orienteringsklub, Skærmen, og løbe med bl.a. brødrene Bøgevig. Siden løb han med Niels Axelsen til onsdagsløb i Rude Skov. De kom begge tilbage til Aalborg, da de blev udlærte kedelsmedmestre og løb for AK Vejgaard. 

Herluf rejste sidenhen til Hammerfest i Norge. Nærmeste klub var BUL Tromsø, der løb inde på en millitærbase og i Kirkenes. Her fandtes allerede 5-dages løb med det lille praktiske benspænd, at der var op til 500 km mellem de enkelte løb!

Han vendte hjem og kom til Odense OK i 1975, til han endte i sin nuværende klub i Svendborg. Her var der et større fællesskab af løbere med børn, der også var med, inklusive hans egne tre drenge. Klubbens nuværende tidtagercampingvogn er faktisk Herlufs fra den tid.

jes_barkler_432b8cf7de6fe6a847cca824dc627496f5b3e79d4f6e471b252988951fcd6d7dc.jpg

Foto: Jes Barkler

Karrierens største skade

Livet var ellers nær blevet afkortet, da han som 39-årig får en hjerneblødning til træning. Han prøvede først selv at bekæmpe hovedpinen med sauna(!). Da han ikke kunne dreje hovedet, gik han til lægen og blev indlagt og lagt i koma. Efter opvågning lå han stille i 3 uger inden operationen. Det tog et år at komme sig helt. Hans drenge kom på kostskoler i Juelsminde og Bogense, fordi der var så stor usikkerhed om Herluf klarede den. Sygeforsikringen krævede, at han skulle garantere, at det ikke brød op igen, og det kunne Herluf ikke – så han har meldt sig ud. Det har han regnet ud, at han har sparet 80.000 kr. på siden, hvor han har været mere skadesfri. ”Det har så dækket tandlægeregninger,” griner han.

I mål

Til Herlufs held afholder Horsens OK hvert år Nytårsløbet den 31/12. Distancen var en af de længere i Luffes bog, men han gennemførte de 5 km med alle poster i sin SportIdent i tiden 1:21:03 som nummer 24 af 32 startende, hurtigt nok til at nå hjem til Sydfyn og fejre nytår.

Herluf trapper dog ikke ned i 2023. Han har planer om både en finsk 5-dages og en bulgarsk cup, som han har vundet 2 gange, i 2015 og 2017. Her skal han flyve til Sofia efterfulgt af 70 km i bus til de to løbsbyer.

I skrivende stund er han med til det store indendørsløb, som Horsens OK netop afviklede på skolen VIA. Så Herluf kommer stadig langt omkring.